Stadion fik smæk i Helsingør
Fredagskampen i håndboldens 2. division mellem Nordsjælland – IF Stadion i Helsingørhallen endte med en sikker sejr til hjemmeholdet på 32-25. Den fremgang man har kunne spore hos nordsjællænderne holdt desværre stik, og resultatet kan man ikke indvende noget imod.
Nu har Stadion vundet og tabt lige mange kampe i årets turnering – otte til hver side – mens to er endt uafgjort.
Næste opgave er lørdag den 17. februar i Dansborghallen mod Hvidovre. En kamp som uanset hvad skal give to sikre point. Hjemmeholdet ligger håbløst placeret på sidstepladsen i rækken med blot fire point og en enkelt sejr. De har tabt 14 kampe og spillet en enkelt uafgjort. Det fløjtes op kl. 14.00.