IF Stadions formand efter nedrykningen: - Svært at sætte ord på
Efter den uventede nedrykning fra 2. til 3. division har IF Stadions formand Casper Eghøj Hansen på klubbens hjemmeside skrevet nogle betragtninger omkring den katastrofale sæson og hvad der skal ske fremover. Formanden retter i første omgang henvendelse til sponsorer, samarbejdspartnere og tilhængere i det hele taget. På netavisen mener vi, det er helt relevant at bringe Casper Eghøj Hansens skrivelse videre.
Formanden ses her i træningsdragt sammen med Stadion spillerne efter en af holdets kampe i det triste forår. Normalt er han selv med på holdet.
En kæmpe skuffelse
– En skuffende sæson med dusinvis af udfordringer fik i sidste uge den ultimative sportslige konsekvens. IF Stadion skal fra næste sæson friste en tilværelse i 3. division.
Det er svært at sætte ord på de frustrationer og den ærgrelse, det har medført. Vi gik ind til sæsonen med stor optimisme efter lovende tilgange og rigtig fine resultater i test-kampene. Men desværre har sæsonen vist sig mere udfordrende, end vi på forhånd kunne have forestillet os. Skader og afgange har sat sit præg på sæsonen, og derfor har vi undervejs måttet indse, at vi skulle kæmpe for livet i 2. division.
Så vi har gjort alt, hvad vi kunne, men det har desværre vist sig ikke at være nok.
Vi har modtaget fantastisk opbakning fra fans og sponsorer i løbet af sæsonen, og det har bevirket, at vi har kunnet rykke klubben på flere niveauer udenfor halgulvet. Særligt det – i kombination med den ukuelige opbakning, vi får fra lokalområdet – er det, vi nu bygger vores optimisme for fremtiden på.
IF Stadion er en traditionsklub, og vil trods længerevarende skuffende resultater ikke knække. Det ved vi, og det ved I. Vi er allerede påbegyndt arbejdet frem mod næste sæson. En sæson, hvor vores målsætning uden nogen som helst form for tvivl er, at vi skal rykke op og vende direkte retur til 2. division. Vi kommer til at præsentere en masse nyheder i den kommende tid, så følg endelig med her på siden!
Tak. Tak for opbakningen. Tak for jeres gul-grønne hjerter, der har banket så hårdt på tribunen, at vi har kunnet mærke det på banen. Tak til vores sponsorer, der har bakket os forbilledligt op og vist deres store hjerte for det lokalområde, vi er en stolt del af.
På gensyn i næste sæson – vi ses i EnergiCenter Voldparken med fornyet energi og håb, slutter Casper Eghøj Hansen.
Netavisen kan tilføje, at vi selvfølgelig bakker et hundrede procent op om Stadion for sammen at bringe vores lokale håndboldklub tilbage til 2. division.