Stilsikker blues i Pilegården med Brønshøj islæt
Torsdag den 21. marts kl. 20 går tre rutinerede bluesvenner på scenen i Pilegården med Franck Whites stilsikre mundharpespil og vokal i centrum og bluesklassikere på repertoiret.
Som publikum vil man opleve, hvordan Franck White, Brønshøj-guitaristen Christian Frank og tangentmesteren Hans Knudsen, åbenhjertigt inddrager publikum i deres mangeårige venskab og fælles interesse for bluesmusikken. De har spillet sammen på kryds og tværs gennem mange år og det fornemmer man tydeligt, når de fortæller om deres oplevelser. Samtidig stråler det musikalske overskud ud af dem, når de fremfører deres fortolkninger af de kendteste bluessange af bl.a. Ray Charles, John Lee, Howlin Wolf og Muddy Waters.
Der er mulighed for at spise med inden koncerten, som er arrangeret af den lokale musikforening Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.