Oskar Tranberg og Casper Neerborg - vi skal op i år !

Christian Haslund har talt med Oskar Tranberg og Casper Neerborg om det nye setup, træningskampe og forårets forventninger.

 

Et helt nyt setup med to cheftrænere. Hvordan bliver det?

– Jeg tror, det bliver spændende og synes, der er mere fokus på at få delt træningen mere op, end den var før. Nu har vi været mange til opstarten, men jeg tænker, at der kommer til at være mere kvalitet i træningerne, siger Tranberg.

– 100 procent. Det synes jeg også, at man har kunne mærke. supplerer Neerborg. – Der er en helt anden energi, så det har klart smittet af på os alle sammen. Vi kender ikke Bo Holden og Jan Faber så godt endnu, selvfølgelig ikke, men jeg synes klart, at det er positivt med to trænere.

– Og så synes jeg, de bakker hinanden godt op og støtter hinanden. Hvis den ene lige tager det ene, så tager den anden det andet, tilføjer Oskar.

Men det giver vel også noget, at der er flere øjne på nu, end der var før?

– Helt sikkert, siger Tranberg. – Man kan jo sige, at det er jo opstartsfase, så alle giver den selvfølgelig 110 procent ekstra for at vise sig frem, men det føles godt til træning.

Hvad skal de ni træningskampe bruges til?

De skal jo bruges til at gøre os klar til det virkelig gælder, siger Neerborg. – Nu fik vi lige at vide, at alle stort set får minimum en halvleg mod Karlslunde lørdag. Så alle får lov til at vise sig frem, og vi får mulighed for at kunne sætte det bedste hold i løbet af træningskampene.

Vi skal også bruge dem til at komme i god form, indøve vores pres og opspil samt kørt positionerne igennem, så det hele står knivskarpt. Vi vil selvfølgelig gerne vinde alle ni kampe, men jeg tror, at vi lige så gerne vil udvikle os og få styr på selve formationen, mener Tranberg.

Hvad er forventningerne til foråret?

– Jeg tror, alle er meget enige om, at vi rykker op. Hvordan og hvorledes vi gør det, må vi jo se på, men forventningerne er helt klart en oprykning”, slutter Oskar Tranberg.