Uha, uha Brønshøj - det bliver en svær sæson !

Sæsonens første kamp blev spillet i Vejgaard ved Ålborg lørdag eftermiddag, og her mødte BB et af de nye oprykkerhold Vejgaard. Resultatet af kampen blev det værst tænkelige for de sortgule. Nordjyderne vandt hele 3-0 efter 1-0 ved pausen. 

                                                 

Kigger vi på de seneste fem kampe i sidste sæson, scorede BB blot et enkelt mål, og desværre ser det ud til, at den kedelige tendens fortsætter. Når man har fulgt Brønshøjs træningskampe op til sæsonen har der heller ikke været noget at juble over, tværtimod. Holdet har mødt serie- og Danmarksseriehold og kun et par gange et par mandskaber fra divisionerne. Vi husker 0-5 mod Helsingør, (som for øvrigt i går tabte hjemme til Skive med 0-4) samt 0-1 mod AB. De andre kampe undgik BB dog at tabe, men uha, uha – hvilken start på en ny opslidende sæson, hvor ingen kampe tilsyneladende er nemme.

Synd for de BB-tilhængere som havde taget turen til det nordjyske. Det bliver en lang og trist tur hjem oven på den skuffelse.

Næste kamp er lørdag den 9. august kl. 14 mod en anden oprykker – Hørsholm-Usserød IF, og den spilles hjemme på Tingbjerg Ground.