Vil få flere til at stemme til valget den 18. november
Ved kommunal- og regionalvalget i 2021 var stemmestedet på Tingbjerg Skole det sted i Danmark, der havde den laveste stemmeprocent med kun 33%. Også stemmestedet på Energicenter Voldparken lå i den tunge ende med en stemmeprocent lige under 50. Gennemsnittet for stemmeprocenten for Københavns Kommune var 60% og for hele landet 67%.
Derfor har politikerne i Københavns Kommune lanceret en række nye initiativer, der skal få flere til at stemme ved kommunalvalget tirsdag den 18. november i de bydele, hvor valgdeltagelsen traditionelt er lav.
Der er blandt andet blevet uddannet såkaldte ”demokratiguider”, der skal møde borgerne lokalt i foreninger og på gaden og hjælpe med at forklare, hvordan man stemmer. I Tingbjerg og Husum Nord gennemføres indsatsen af den boligsociale helhedsplan ”Fælles om Husum-Tingbjerg”.
Derudover afholdes der valgarrangementer særligt målrettet unge med etnisk minoritetsbaggrund, bl.a. i Tingbjerg.
Alle borgere i Danmark, der har valgret og er optaget på en valgliste, kan stemme til de kommunale og regionale valg, dvs. valg til Borgerrepræsentationen og regionsrådet.
Man har valgret, når man er fyldt 18 år, har fast bopæl i Danmark og enten er dansk statsborger, statsborger i et andet EU-land, Island, Norge eller Storbritannien eller uden afbrydelse har boet mindst 4 år i Danmark, Grønland eller på Færøerne.
Alle borgere på valglisten vil senest den 13. november modtage et valgkort i forbindelse med valget – man kan dog godt stemme mod fornøden legitimation, men det skal ske på det valgsted, hvor man er optaget på valglisten.
EF
