Vil nedlægge Brønshøj Skole som valgsted

Der er udsigt til, at det mangeårige lokale valgsted på Brønshøj Skole bliver nedlagt, og at vælgerne, der hidtil har stemt på skolen, bliver fordelt på afstemningsstederne på Husum Skole, Rødkilde Skole og Bellahøj Skole.
(foto: Ole Specht)
I Brønshøjkredsen, der omfatter Vanløse og Brønshøj-Husum, er der p.t. ni valgsteder, og kredsen har et lavere gennemsnitligt antal vælgere end resten af kredsene i Københavns Kommune. To mindre valgsteder (Katrinedals Skole og Brønshøj Skole) ligger indenfor en afstand af højest 1,6 km til nærmeste valgsteder med ledig kapacitet, og ser ud til at blive nedlagt inden kommunal- og regionsrådsvalget den 18. november 2025.
Samtidig vil der i andre bydele blive oprettet nye valgsteder forud for valget i november. Behovet for oprettelse af nye valgsteder skyldes, at befolkningstilvæksten i visse områder ikke kan håndteres på valgstederne. Flere valgsteder overstiger, eller er tæt på at overstige, 15.000 vælgere, hvilket vurderes at være den hensigtsmæssige grænse for antal vælgere. Erfaringer viser, at der er øget risiko for bl.a. kødannelse og forsinkelser i optællingen på valgsteder med over 15.000 vælgere.
Den endelige beslutning om nedlæggelse af valgsteder og oprettelse af nye tages af Borgerrepræsentationen.
EF