Visens Venner Brønshøj holder viseaften den 23. februar i Pilegården
Fredag den 23 februar kl. 19.00 er der igen viseaften i Pilegården. Denne gang under temaet Jeppe Aakjær – Spillemand og Stridsmand.
Spillemanden Jeppe Aakjær kender de fleste med alle hans dejlige sange: “Stille Hjerte”, “Jeg er havren”, “Når rugen skal ind” – men stridsmanden, ham der kæmper mod Indre Mission og digter kampsange for tyende og husmænd, kan man også lære at kende denne aften.
Mennesket Jeppe Aakjær bevarede livet igennem evnen til både at bringe sine borgerlige modstandere op i det røde felt og give dem de smukkeste oplevelser af naturen. Alt blev hentet fra hans rødder tilbage i det lille isolerede samfund, hvor alt var så primitivt som for tusind år siden. Ja, jernalderen var dårligt nok kommet endnu! Hans liv på heden og engene som hyrdedreng og arbejdet hos bønder som tyende, var det der inspirerede ham både til at dele den dybe glæde ved naturen og den store harme over de vilkår, man bød de laveste i samfundet.
Denne aften skal der synges med på “Jens Vejmand”, lytte til ” Stille Hjerte”, ” Gylden sol”, ”Nu er dagen fuld af sang” og mange andre af de kendte, men også stridsmanden: ”Grib jeres spade og hug jer fri”! “I er tusind, hvor de er ti” og ”Vi lytted’ bag døren til rotternes leg, mens du gik pyntet til fest”.
Denne aften kan man lære hele mennesket Jeppe Aakjær at kende. Men Aakjærs sprog og tanker fænger stadig, så der er også et par helt nye Aakjær-inspirerede sange at høre.
Praktiske oplysninger
Dørene åbnes kl. 18.00, hvor man kan nyde sin medbragte mad og synge skålviser.
Drikkevarer, kaffe og kage kan købes. Husk selv at medbringe service.
Forestillingen begynder kl.19.00. Billetpriser: Medlemmer kr. 45,-, og gæster kr. 75,-
Bordbestilling: Husk at tilmelde jer til Pia Ejler: Mail: frueiler@gmail.com eller tlf. 23 25 85 37
mellem kl. 18.00-20.00
Yderligere oplysninger: Lena Saul tlf. 60621243, mail: lenasaul1@gmail.com
Facebook. Visens Venner Brønshøj