Vuggeriet - den lokale oase for små børn

Det er godt nok et lille sted – men med stor kærlighed! Hos Vuggeriet i Brønshøj/Vanløse er hverdagen rolig, fuld af kys og kram og nærhed. Netavisen kiggede forbi i denne uge og vi fik bekræftet det indtryk, man hele tiden har haft af den lille lokale oase for små børn. 
 – Ja vi er et lille sted med masser af hjerte, smiler Gitte Toftager, som sammen med sin kollega Tina Tiedt driver den private pasningsordning Vuggeriet.dk.
– Her handler det om tryghed, tid og nærvær. Vi kender hvert eneste barn – og hver eneste familie,
og det betyder meget for os, at her er tid til at være i børnenes tempo, fortæller Gitte videre.
– Vi er få, men vi er stabile – og det giver en helt særlig stemning.
Privat ordning med stor tryghed
Selvom Vuggeriet er en lille privat ordning, er der stor tryghed omkring driften.
– Vi har løbende supervision og sparring med Københavns Kommune, så vi hele tiden har et fagligt blik udefra, forklarer Gitte. – Det giver både os og forældrene en sikkerhed for, at alt fungerer, som det skal.
Ferier og lukkedage bliver meldt ud et år ad gangen, så familierne altid har overblik og ro i planlægningen.
Men hvad med sygefravær?
– Det er der ikke meget  af blandt personalet” smiler Gitte. – Vi trives virkelig i vores arbejde – der er energi, overskud og masser af grin i løbet af dagen.
Det hører til sjældenhederne, at Vuggeriet annoncerer efter nye familier.
– Normalt bliver pladserne besat via vores venteliste, fortæller Gitte videre. – Men nogen gange opstår der situationer, hvor kemien og timingen bare ikke passer helt rigtigt. Det handler ikke om, at nogen ikke var gode nok – tværtimod! Men fordi vi arbejder så tæt med familierne, skal der være et match, hvor værdier, rytme og forventninger følges ad. Det er en vigtig del af vores succes – og årsagen til, at både børn og voksne trives så godt.
Der er en ledig plads
Derfor søger Tina nu en familie til en ledig plads fra marts 2026.
– Vi glæder os til at møde den næste lille hånd, der skal gribes – og de forældre, der skal være en del af vores lille fællesskab, slutter Gitte, før vi tager afsked med den børnevenlige oase på Hvalsøvej.
Vil man vide mere eller besøge Vuggeriet, så gå ind og kig forbi vuggeriet.dk,
hvor Tina og Gitte fortæller meget mere om hverdagen i den lille private pasningsordning.