100 år gammel lokal bydelshistorie: Røveriet på Brønshøj Postkontor

”Hvis De ikke udleverer mig kassen, skyder jeg…!”.

Sådan lød det, da en røver i 1924 rettede sin revolver mod to ekspedienter på Brønshøj Postkontor. Postkontoret lå dengang på Håbets Alle 3, og det var en ung postelev sad ved postkontorets skranke, mens hans ældre kollega arbejdede i en afskærmet del af lokalet, da en ung mand 16-tiden kom ind på postkontoret.

tekst: Finn Olsen

Den unge mand henvendte sig ved skranken, og spurgte

– Er deres kollega her ikke?

– Jo, svarende posteleven og rejste sig straks for at kalde på sin kollega.

I næste øjeblik trak den unge mand en revolver op af lommen, og pegede skiftevis på de to postmedarbejdere, mens han forlangte at få kassen udleveret.

Med revolveren trængte røveren de to postmedarbejdere ud på en gang bag postkontoret, og smækkede døren bag dem. Posteleven løb straks op ad trappen til postmesterens lejlighed over postkontoret, og tilkaldte politiet. Da de to postmedarbejdere lidt efter vendte tilbage til postkontoret, var røveren væk. Røveren var flygtet på en cykel, som han havde stående udenfor posthuset. Han havde taget 700 kr. i sedler fra kassen, men havde overset et par tusinde kroner, der var indpakket i store bundter.

Glasøje

De to postmedarbejdere kunne fortælle, at røveren tidligere havde besøgt posthuset i dagene op til røveriet, og en ung købmandslærling fra Håbets Alle 1 kunne fortælle, at en mand på mistænkelig måde havde kredset omkring posthuset de sidste to aftener. Den kvikke købmandslærling kunne desuden fortælle, at mandens højre øje mindede om et glasøje, og netop den oplysning, førte kun tre dage senere til, at røverens kunne anholdes.

Røveren hed Harald Mattisson og var 24 år. Dagen efter røveriet skulle han giftes med sin kæreste, der var gravid. De havde kendt hinanden siden deres barndom, hvor de med deres forældre boede i samme opgang.

Alt var klart til brylluppet. Han havde lejet en lejlighed, og på dagen for røveriet havde han været hos en møbelhandler for at bestille møbler til lejligheden. Møblerne skulle leveres den følgende dag. Han havde ikke pengene på sig, men han kom tilbage inden lukketid med betalingen. Møblerne blev som aftalt leveret den følgende dag, og samme eftermiddag blev parret gift.

Anholdt i sit bryllupstøj

Samme eftermiddag læste møbelhandleren om røveriet, og da hans kunde fra dagen før netop havde haft glasøje, fattede han hurtigt mistanke. Han gik derfor til politiet med sin mistanke om, at det var hans kunde, der havde røvet posthuset inden han vendte tilbage med betalingen for møblerne.

Dagen efter brylluppet kunne politiet derfor aflægge besøg hos de nygifte. Det var en meget velklædt Mattisson, de mødte. Han var iført smoking, men det viste sig senere, at han udover bryllupstøjet kun havde et enkelt sæt tøj, og da han havde haft det på under røveriet, turde hen ikke vise sig i det.

Mattisson havde tidligere haft en god stilling som prokurist, men firmaet var gået fallit på grund af en svindelaffære. Han havde derefter forsøgte selv at starte virksomhed, men det var ikke gået helt godt. Da han ikke ville indrømme sin manglende succes overfor familie og kæreste, opstod planerne om at røve posthuset i Brønshøj. Revolveren havde han købt af en sømand.

Kritik af postmedarbejderne

Mattisson aflagde hurtig fuld tilståelse. Han forklarede, at revolveren ikke var ladt ved røveriet, men i hans hjem fandt politiet en del skarpe patroner. Sagen trak overskrifter i landets aviser, og hurtigt opstod der kritik af de to postmedarbejdere, som ikke havde taget kampen op mod røveren.

En avis mente, at røveren havde været så rystende nervøs, at kuglen blot var gået zig-zag, hvis han havde skudt, mens en anden avis fremhævede, hvordan det landet over ville have fået pigehjerter til at banke, hvis de to postmedarbejdere havde udvist blot lidt mod.

Postmesteren i Brønshøj støttede dog sine medarbejdere:

– Mine folk har handlet ganske korrekt. Det var dem umuligt at kaste noget i hovedet på røveren, forklarede han. – Der var nemlig 8 alen (5 meter) mellem dem og det nærmeste blækhus.

Sagen rejste også spørgsmålet om, hvorvidt postfunktionærer skulle bevæbnes. Et forslag gik ud på at bevæbne funktionærerne med peberbøsser. Generaldirektøren for Post og Telegrafvæsenet kunne godt se potentialet i dette velafprøvede middel, men ville ikke komme nærmere ind på sine overvejelser.

4 års forbedringshus

Ved Byretten blev Harald Mattisson idømt 2 års ”forbedringshus” for sit røveri, men Landsretten forhøjede straffen til 4 år.