Cirkus Arena trækker igen fulde huse - flot premiere på Bellahøj
I torsdags fejrede Cirkus Arena traditionen tro sin landspremiere på Bellahøj. Cirkusteltet var fyldt med begejstrede publikummer, og stjernerne drysser ned over forestillingen.
– I Cirkus Arena er vi meget glade for de mange flotte tilkendegivelser, vi har fået, for vi er stolte af forestillingen og af Motor Mille og de mange artister, som gør det helt fantastisk. Til prøverne kunne vi godt se, at det her var stort, men jeg havde nu alligevel ikke regnet med, at publikum ville tage SÅ godt i mod vores nye form, hvor eventyret er i centrum. Når man går nye veje, er det altid spændende, hvordan resultatet bliver, sagde cirkusdirektør Benny Berdino efter premieren på Bellahøj.
Cirkusdirektør Benny Berdino sammen med instruktør Mille Gori.
– Jeg er enormt glad og stolt over, hvor godt forestillingen er blevet taget imod, siger instruktøren Mille Gori. – Jeg skrev manuskriptet til det, mens jeg var på cirkusfestivalen i Monte Carlo. Idéerne løb om kap i mit hoved i de dage, og det blev til den her helt nytænkte forestilling med eventyr og nyskrevet cirkus-popmusik som ramme. Formen er ny, men kærligheden og respekten til det traditionelle cirkus er der stadig. Det er jeg glad for, at folk kan mærke.
I Cirkus Arena mærkes det, at billetsalget i København er boomet efter landspremieren. Man skal derfor være hurtig på tasterne, hvis man går efter de bedste pladser i teltet. Til forestillingerne onsdag, torsdag og fredag er det stadig muligt at få billetter, så man kan komme helt tæt på manegens magi. I weekenden er der derimod allerede flere sektioner udsolgt. Er der udsolgt på Ticketmaster, henviser Cirkus Arena til sin egen billettelefon 40 30 01 02, som man kan ringe til og bestille billetter. Billettelefonen er åben hver dag mellem kl. 11-17.
Cirkus Arenas eventyrlige fortælling spiller på Bellahøj til og med den 9. april.
Onsdag, torsdag og fredag kl. 17 samt kl. 12 og 15.30 både lørdag og søndag.