Indlæg: Ingen hvid elefant til Brønshøj

Netavisen har modtaget følgende indlæg fra

 Andreas Petersen, kandidat til Borgerrepræsentationen (K)

                                                 

                                                 ( Foto: Laust Jordal )

Det siges, at hvide elefanter i Asien tidligere blev brugt som uønskede, kongelige gaver. De var gaver man ikke kunne nej til. Men elefanterne var ikke til meget nytte, og ruinerede deres ny ejer. En royal hadegave med andre ord.

Udtrykket har dog ikke mistet sin betydning. Også i dagens Danmark foræres der “hvide elefanter” væk, hos os med regeringen som afsender.

Letbanen, som regeringen nu prøver at presse ned over over hovedet på vores bydel, er et godt eksempel på en sådan “hvid elefant”.

En dyr og ubrugelig gave, som knap nogen i Brønshøj ønsker.

I kommunens trafik-analyse fra 2018 konstateres tørt: “Brønshøj er i dag kun i begrænset omfang banebetjent.”

Det må siges at være århundredets underdrivelse.

Uden S-tog og metro er Brønshøj nærmest en trafikal ørken for kollektiv trafik – en andenrangs bydel i kommunen. Der er derfor absolut brug for at gøre Brønshøj til en ligeværdig del af København, og give os højklasset offentlig transport.

Letbanen er dog ikke den løsning vi hungrer efter. Tværtimod.

Et letbane på den trafikerede Frederikssundsvej vil give udfordringer for trafiksikkerheden for cyklister, fodgængere og bilister. Her vil en underjordisk metro via Bellahøj og Brønshøj være langt sikrere, fordi den ikke kommer i konflikt med anden trafik.

Som om det ikke er nok, så truer en letbane til Gladsaxe ifølge samme kommunale analyse med at gennemskære værdifuld, fredet natur som Vestvolden og Utterslev Mose.

Samtidig er der al grund til at spørge: Hvis letbanen virkelig var så fortrinlig en løsning, hvorfor ser vi den ikke i andre dele af København?

For os konservative er sagen klar – vi må sige nej tak til regeringens “hvide letbane-elefant”, og lad os så endelig få metroen til Brønshøj. Det er ikke et sekund for tidligt.