Til næste år kan man blive gift i Brønshøj Vandtårn

Er 2024 året, hvor man sammen med sin og udkårne skal giftes, så har man muligheden for at gøre det i helt særlige rammer. Københavns Kommune gentager nemlig succesen ’Vie i det fri’ med det mest alsidige program til dato. Og Brønshøj Vandtårn er en af mulighederne.

                         

Brønshøjs gamle hæderkronede vandtårn på Brønshøjvej står klar til bryllup lørdag den 25. maj næste år

Drømmer man om at sige ’ja’ til sin udkårne i Brønshøjs legendariske vandtårn, ? Eller vil man med sin  partner hellere forsegle kærligheden til søs  – så er chancen her og nu.

I 2024 danner 25 særlige lokationer – fordelt på 30 datoer – nemlig ramme om en række borgerlige vielser, når Københavns Kommunes Vielseskontor igen skruer op for konceptet ’Vie i det fri’.

Programmet er det mest alsidige til dato og byder på indendørs lokationer med alt fra guldbelagt stuk og bonede gulve til rå betonvægge og den vildeste akustik. Vil man hellere forsegle kærligheden i det fri, er der både mulighed for at blive viet i smukke haver og parker, ved vandet med sand mellem tæerne eller til søs med vind i håret.

Københavns Kommune har lyttet til københavnernes ønsker for vielsessteder, og derfor har programmet for næste år hele otte nye lokationer over hele København og i flere bydele end før.

For første gang kan man give sit livs ’ja’ på Transformerstationen i Valby, midt på Rådhuspladsen, i Karens Minde Kulturhus, Admiral Gjeddes Gård, Arbejdermuseet, Festsalen på Københavns Rådhus, Østre Gasværk og Nationalmuseet.

Der er altså nok at vælge mellem, hvis man vil sørge for, at rammerne om ens vielse bliver helt specielle.

Det koster mellem 1.200 og 4.800 kr. at blive viet i det fri, afhængigt af lokation og indhold i vielsen, og det kræver bekræftet tilmelding på forhånd.

Man kan læse mere på http://www.idocph.kk.dk