Optimismen blomstrer i Brønshøj før turneringsstarten

Det er lutter optimistiske og positive meldinger, vi får fra Brønshøj for tiden. Ikke sådan at forstå, at man allerede nu slår ud med armene og taler om 1. division, men det ligger ligesom i luften, at de sortgule vil bevise, at de er bedre end til et nedrykningsspil. Så vi tror her på netavisen, at det bliver ekstra morsomt at følge BB i kommende sæson.

       

Lige efter forårets turneringsafslutning skred tre spillere fra 1. holdtruppen, men det er lykkedes at skaffe gode og kompetente afløsere, som måske oven i købet kan vise sig at være direkte forstærkninger. Det er dog ikke blevet ved det. Indenfor de seneste dage har BB fået yderligere tilgang af interessante spillere. Den 27-årige gambianske landholdsspiller Dawda Ngum er en af dem. Han kan både spille på midtbanen og på højre back pladsen og kommer fra BK Olympic i den svenske 2. division. Dawda har tillige spillet i Trelleborg, FC Höviken og FC Rosengård. Fra egen avl har man rykket Jenus Saleh op i 1. holdtruppen, og så har man fået Seyid Yildiz, som tidligere har spillet i FC Ishøj.

En stor del af truppen har glædeligvis forlænget, senest 20-årige Simon Sharif, så det ser alt i alt meget spændende ud.

På lørdag kl. 11 spiller BB sin anden træningskamp, denne gang mod AB på anlægget i Skovdiget, Bagsværd. Her vil man igen afprøve flere muligheder, så det skal nok blive interessant, også fordi AB er i nogenlunde samme situation med nye spillere.

(foto: BB)