Hovsa Stadion - hvad skete der lige her ?

Topkampen fredag aften i ECV-hallen mellem IF Stadion – Næstved/Herlufsholm fik et for hjemmeholdet lidt uventet udfald, idet gæsterne vandt så sikkert som 30-22. Der skal ikke komme nogen undskyldninger. Hjemmeholdet spillede sin hidtil dårligste kamp i hele sæsonen, og samtidig var sydsjællænderne bare væsentlig bedre.  Pokkers ærgerligt for vore lokale håndboldherrer, for nederlaget kan vise sig at blive meget kostbart, i det der er sket andre ting i toppen af rækken. Førerholdet FIF har fået de to point tilbage, holdet mistede på grund af brugen af en ulovlig spiller. Den sag havde man gået videre med, og det hele endte med en advarsel og en bøde. Lidt ejendommeligt at man på den måde kan omstøde en afsagt dom.

Så det ser ikke så lovende ud med hensyn til en 2. plads og nyt playoffspil. Men de næste par uger vil definitivt afgøre det spørgsmål. På lørdag får Stadion besøg af endnu et tophold Roskilde, og tabes den også, må spillet være tabt.