Tivoli afslører festprogram: Hendes Majestæt Dronningens 80-års fødselsdagsfejring Tivoli

Foto af Dronning på scenen er taget af Büro Jantzen 

Lørdag den 25. april tager Tivoli del i den officielle fejring af Dronning Margrethes 80-års fødselsdag med en balletgalla i Tivolis Koncertsal. Det sker med en til lejligheden sammensat forestilling, som den amerikanske balletdanser, koreograf og instruktør John Neumeier fra Hamburg Ballett står bag. Dagen efter gentages balletprogrammet og samtidig bliver Dronning Ingrids Hæderslegat på 250.000 kr. overrakt for niende gang til to unge talenter af H.M. Dronningen, H.K.H. Prinsesse Benedikte og H.M. Dronning Anne-Marie. Den store fødselsdagsfejring den 25. april afsluttes med live musik på Plænen og festfyrværkeri. Begge forestillinger vil være offentligt tilgængelige og billetterne sættes i salg mandag 10. februar kl. 10.00.

Når portene åbnes til Tivoli den 25. april vil der været et varieret program for gæsterne. Der vil være optræden på Havens udendørs scener og indenfor i Koncertsalen. Der lægges ud klokken 14:00 og senere igen kl. 18:00 med opvisninger af balletskoler fra hele Rigsfællesskabet herunder Færøerne og Grønland. De har alle forberedt sig på en særlig optræden denne dag på Pantomimeteatrets scene. Senere på aftenen vil der være livemusik på Plænen.

I Koncertsalen lørdag den 25. april
Når den kongelige familie er kommet på plads i Koncertsalen klokken 19:00, vil den verdensberømte balletdanser, koreograf og instruktør John Neumeier fra Hamburgs Ballett introducere aftenens forestilling. Balletgallaen er dedikeret og sammensat i anledning af regentens 80 års fødselsdag. Blandt de mange værker vil publikum kunne se frem til Persistent Persuasion, Birthday Dances og uddrag af Romeo & Julie og Hamlet. John Neumeier og Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen har nøje valgt de omtalte danse, fordi Dronningen har et særligt personligt forhold til dem. John Neumeier har skabt dansene og med sig har han dansere fra Hamburg Ballett og Bundesjugendballett. Derudover medvirker dansere fra Tivoli Ballet Teater samt den prisbelønnede solodanser Ida Praetorius. Balletgallaen akkompagneres af Tivolis symfoniorkester, Tivoli Copenhagen Phil. Balletgallaen er Tivolis hyldest til Dronning Margrethe i anledning af hendes 80-års fødselsdag.

Live transmission på Plænen og fødselsdagsfyrværkeri
Festlighederne i Koncertsalen bliver transmitteret live på storskærm på Plænen, så gæsterne i Carstensens Have kan følge med i begivenhederne. Aftenen sluttes for de kongeliges vedkommende af med en middag på Nimb og med overværelse af et særligt fødselsdagsfyrværkeri klokken 23:45.

Festlighederne fortsætter søndag 26. april, hvor Dronning Ingrids Hæderslegat uddeles.
Der bliver tale om en gentagelse af programmet i Koncertsalen fra aftenen før, hvor John Neumeiers balletgalla opføres for sidste gang. Denne dag kommer H.M. Dronningen, H.K.H. Prinsesse Benedikte og H.M. Dronning Anne-Marie selv på scenen, hvor de personligt, for niende gang, overrækker Dronning Ingrids Hæderslegat på to gange 250.000 kr. til to talentfulde kunstnere. Hæderslegatet er doneret af Oak Foundation.