I denne måned er det 5 år siden Pejsegaarden blev reddet af to målbevidste gutter

Sådan så der ud, da Pejsegaarden var sat til salg, og den blev ikke bare solgt på et øjeblik. Der gik tid !

Den 24. november 2015 kunne netavisen som de første fortælle, at den ikoniske Pejsegaarden i Husum var blevet reddet fra en sandsynlig nedrivning. To friske gutter – Ronnie og Nikolai Handskemager proklamerede, at de ville puste nyt liv i det traditionsrige sted og bringe nyt fokus på Pejsegaarden. Og det var en nyhed, som glædede mange lokale borgere.

Næsten alle har jo gennem generationer haft en eller anden tilknytning til det gamle dansemekka, og alle frygtede, at danseskolen aldrig ville komme i gang igen, men at en eller anden boligspekulant ville jævne de gamle bygninger med jorden og opføre en ny beboelsesejendom.

Et af de første billeder af Nikolai t.v. og Ronnie Handskemager efter overtagelsen af Pejsegaarden.

Det skete heldigvis ikke. Handskemagerparret holdt deres løfte, og i dag 5 år efter kan man glæde sig over, at der igen er liv og glade dage i Pejsegaarden.

Men det var ikke bare sådan lige med et fingerknips, at stedet fik en længe tiltrængt ansigtsløftning. Både Ronnie og Nikolai gik selv i gang med istandsættelsen, og der blev brugt mange timer i arbejdstøjet. Men hele vejen igennem var det med højt humør og en ukuelig tro på, at det nok skulle lykkes.

 

– Puh ha – det er en streng omgang, men vi vi klør på, sagde parret under istandsættelsen 

Allerede året efter overtagelsen af Pejsegaarden fik Ronnie og Nikolai et synligt bevis på deres popularitet i lokalbefolkningen. Netavisen overraskede dem midt i en danseundervisning for at fortælle, at de havde vundet Bydelsprisen 2016. Vi havde også fået selveste Britt Bendixen til at overrække prisen, og det blev en seance, ingen af de tilstedeværende vil glemme.

                                                         Sådan så netavisens diplom ud

Men det var ikke nok for Ronnie og Nikolai bare at føre Pejsegaarden videre. Derfor startede parret i 2018 noget helt nyt – Pejsegaarden Charity – og det bevirkede, at man kunne holde juleaften for adskillige mindrebemidlede familier i 2700-området. En juleaften hvor der absolut ikke manglede noget som helst. Der var alt, hvad hjertet kunne begære. Netavisen var selv til stede  Vi skrev blandt andet efter det storslåede arrangement:

                 

Mange familier fik en vidunderlig juleaften på Pejsegaarden i Husum, hvor Ronnie, Nikolai og Sonja havde inviteret mindrebemidlede til et brag af en julefest fyldt med overraskelser. Netavisens udsendte kiggede indenfor og nåede at fange den helt fantastiske stemning, der herskede. Flere nationaliteter var samlet – og alle uden undtagelse var glade og nød, hvad der blev budt på. Og som prikken over i’et, havde Amin Jensen valgt at fejre denne juleaften med sin bedre halvdel og børnene i Pejsegaarden.

Når man har så meget menneskeligt overskud, at man kan lave et så fantastisk arrangement som juleaften 2018, så fortjener man endnu en pris. Og den fik Ronnie og Nikolai så overrakt i forbindelse med uddelingen af 2700-Sportsprisen. Ganske overraskende og uventet for dem. De sad begge og overværede sportsprisarrangementet, da de pludselig blev kaldt frem for at modtage 2700-Initiativprisen 2018 af Brønshøj-Husums egen James Rasmussen. 

Her ses fra venstre netavisens redaktør – Nikolai Handskemager, James Rasmussen og Ronnie Handskemager efter overrækkelsen.

Så langt så godt er det foreløbige eventyr for Pejsegaardens frelsere. To priser på fem år – det er godt gået, og det bedste af det hele, stedet er igen blevet midtpunkt i bydelen for dans – liv og glade dage.

Pejsegaarden summer igen, og der danses igen på livet løs hver dag.

Og hvis ikke den forbandede Coronakrise ødelægger det, så holder Ronnie, Nikolai  og Pejsegaarden Charity igen juleaften for mange lokale mindrebemidlede familier.

Vi kan ikke løfte hatten nok for parret, som kom – så og sejrede !