Stadions brede spillertrup sikrede endnu en sejr

Torsdag aften havde Dalby GIF meldt sin ankomst til ECV-hallen i Brønshøj, hvor et skades- og afbudsramt IF Stadion hold stod klar til at se, hvad det nyoprykkede hold fra Sydsjælland havde at byde på.
IF Stadion – Dalby GIF
31 – 26 (13 – 11)
IF Stadion måtte op til torsdagens kamp undvære hele 6 spillere. Således måtte Anders Mousten, Casper Wager, Casper Eghøj, Simon Lindholdt, Jakob Stork og Johan Noe se til fra tilskuerrækkerne, mens træner Jonas Jensen havde kaldt et par nye-gamle velkendte Stadion-ansigter ind i truppen. Der var som følge der af sæsondebut til Sebastian Bruun og Rasmus Holm.
Kampens start bar præg af, at Stadion-holdet stod i en usædvanlig opstilling. Således fik et velspillende Dalby-hold rigeligt med plads til at udfolde sig, og fik hurtigt bragt sig foran 6-3. Dalby-holdet virkede dynamisk og homogent, ligesom holdets niveau antydede, at man har kvaliteten til at slutte over tabellens nederste pladser.
Som kampen skred frem, fik Stadion bedre fat. Stærkt anført af Nikolai Keller, som leverede en mandfolkeindsats i både forsvar og angreb, formåede Stadion at hente ind på Dalby.
I angrebet blev flere forskellige opstillinger prøvet. Det blev blandt andet til flere gode bagspils-aktioner fra den alsidige Rasmus Bjørn, som på fornemmeste måde fik bevist, at han kan bidrage flere steder på banen.
Til pause havde Stadion tilkæmpet sig en føring på 13 – 11. I pausen blev der lagt vægt på, at holdet sagtens kunne steppe flere gear op – og det blev der eksekveret på! Således satte rutinerede Kasper Møller sig i front for et decideret målshow i anden halvleg, hvor Stadion satte sig tungt på spillet og hurtigt kunne lukke kampen af. Der skal også lyde en stor ros til tilbagevendte Alexander Ege, som igen spillede en flot kamp.
Det hele sluttede 31 – 26. En sikker sejr, hvor IF Stadions flotte bredde i den grad kom til udtryk.
I weekenden har drengene fri inden næste uges forberedelser henimod første sæsonkamp genoptages!
Truppen til torsdagens kamp så således ud:
Henrik Schlichter, Mathias Petersen, Tobias Horne, Tòraldur Kollsker, Rasmus Bjørn, Alexander Ege, Kasper Møller, Rúni Vest Højgaard, Rasmus Holm, Sebastian Bruun, Danny Reinholdt, Magnus Djurhuus og Nikolai Keller.