Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (19): Dyrskuet

Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 75 år siden, og at tiden efter ikke er med.

De to billeder er karakteristiske for bebyggelsen langs Frederikssundsvej i forrige århundrede. Øverst kurvemager Petersens hus, der var nabo til de to Brønshøjsmede brødrene Petersen. Nederste billede er sadelmager Dobels ejendom, der lå to numre længere ude. Foruden sadelmagerværkstedet blev der også drevet købmandsforretning i ejendommen. Begge ejendomme blev revet ned i perioden lige efter århundredskiftet.

I dag: Dyrskuet

For landmanden ser Brønshøj og omegn ud som en del af storbyen, men alligevel kan man se mange Bellahøjgæster kaste et betaget blik ind over byens tage, og de mange af dem, der vover sig lidt udenfor den slagne vej fra Hovedbanegården til dyrskuepladsen, tager mindet med sig om en dejlig åben bydel med mange grønne pletter. Både by og land strømmer mod Bellahøj i dyrskuedagene, alle, lige fra kongehuset til menigmand vil se, hvad den sjællandske bonde kan præstere. I de stille sommernætter lader mange køer en længselsfuld brølen tone ud i natten, og så mange ikke københavnere findes der i Brønshøj, at brølene opfanges og forstås. Selv en frisk og højtliggende dyrskueplads som Bellahøj kan ikke erstatte hvilen i det dybe, grønne græs derhjemme.

For børnene i Brønshøj forestår en række oplevelser, når de tunge lastvogne med dyr nordfra ruller ind ad Frederikssundsvejen. Så ved de, at turen en af dagene går til Bellahøj, hvor nogle af dem glæder sig ved synet af de mange dyr – gamle kendinge fra gode ferier på landet – mens andre glæder sig over den dyre, men dejlige ballon, som er dagens farveprangende, flygtige gave. Man kan komme ud for Brønshøj-børn, der siger: „Tivoli er nu alligevel bedre end Bellahøj‟! Men de vil dog ikke gå glip af turen til det store skue. Mon ikke det er sundt for ungdommen herude, at den rives med til at se tingene fra en anden synsvinkel end den vante ? Til trods for, at landbrugsmaskinerne snart er ved at stjæle billedet fra dyrene, fyldes børn og voksne alligevel i dyrskuedagene af mange indtryk, som vider horisonten ud og fortæller dem, at selv om der er dejligt i Brønshøj, så findes der også udenfor storbyen en arbejdsplads, som kan gøre mange mennesker lykkelige.

Hvis den gamle landsbys mænd kunne se det liv og den interesse for landbruget, der rører sig Bellahøj, ville de blive forundrede. Det ville gå dem som Jeppe i baronens seng med hans „Drømmer jeg, eller er jeg vågen‟? Og så skyldes det hele blot, at tiden har syvmilestøvler på, menneskene går heller ikke mere deres sindige træskogang, travlt, travlt jager alt og alle over den jord, der er svanger med minder fra en tid, der nok er fjern og glemt af de mange, men dog så besynderlig nærværende, når mennesker roder lidt op i historiens store kramkiste og stabler et optog på benene. Brønshøjs borgere har oplevet mange skønne aftener i selskab med landboerne på Bellahøj, og en og anden har sikkert erkendt sandheden i ordene:‟ Din egen vej er kort, men slægtens lang…‟ord, der får mening for den, der kan puste liv i de fortidige og se sig selv som et lillebitte led i kæden.

Bellahøj har betydning for hele byen København, men Brønshøj føler sig særlig impliceret i det vældige sceneri.