Aktiv-Center skød nytåret ind med sang, dans og farver

Seniorklubben Aktiv-Center, der holder til i Kulturhuset Pilegården, skød den 4. januar det nye år ind med bravur – dels med en godt besøgt og livlig nytårsfest, dels med et festfyrværkeri af et forårsprogram.

Aktiv-Centers damer bød på et festfyrværkeri af farver.  

Af Kaare Vissing

Som så ofte før stod Brian Christiansen for underholdningen. Han er en glimrende entertainer udi både musik og gøgl – sine tryllekunster lod han dog blive i hatten denne gang. Til gengæld fik det godt tres personer store publikum alle de gode, gamle sange og lidt til. Gennem de seneste år har Brian begejstret så mange under Aktiv-Centers fester, at foreningen snart har svært ved at hyre ham, fordi dens medlemmer gør det i så rigt mål til runde fødselsdage og guldbryllupper med mere. Men klogt var det nu nok ikke af bestyrelsen at sætte den populære sanger sammen med klubbens farligste furier under spisningen i den musikalske pause. De kan fratage enhver modet til at komme igen.

                                                                         

                             Brian Christiansen ved sit keyboard og Aktiv-Centers formand Benny Zacho.

For medlemmerne giver Aktiv-Centers forårsprogram i hvert fald lyst til at komme igen. Det lilla program er et festfyrværkeri af underholdning og foredrag med mere. Idet vi her henviser til, at programmet kan hentes i Kulturhuset Pilegården, nøjes vi med kort at nævne nogle af de mange godbidder, som alle kan nydes på torsdage kl. 11.00 – 14.00:

Den 18. januar holder Helge Baun Sørensen foredrag om Brønshøj på basis af sin sællert ”Brønshøjbogen”, der udkom i det forgangne år.

Den 25. januar underholder Allan Højer med en Sigfred Petersen Kabaret – og så får vi nok sangen om Katinka og andet godt fra den danske sangskat.

Den 1. februar fortæller Thomas Sloth om et af de værste eksempler på hovmod, Titanics forlis for godt hundrede år siden. Og sådan kører det bare derudad, ikke mindst med underholdning af nogle af landets bedste musikere, Lotte Riisholt Trio og Milbo Band i marts samt Lune Carlsen & Søren Sebber med Kim Larsen-sange i maj.

Endelig arrangerer Aktiv-Center bankospil og kortspil (whist om onsdagen), ligesom det for en billig penge (80 kr. om måneden) er muligt gennem ubegrænset motion & fitness i Pilegårdens kælder at få konditionen gjort OK! Så man med god samvittighed kan nyde maden fra Café Pilen i arrangementernes frokostpause.