Bellens slutter et travlt år af i Pilegården

Den storroste sanger og sangskriver Jacob Bellens afslutter et begivenhedsrigt år med en række solo koncerter – én af dem her i bydelen fredag den 25. november kl. 20.

3-bellens-photo-credit-jonas-bang 

Ifølge mange er en solokoncert den helt rigtige måde at opleve manden med den store stemme på – helt alene, med sin guitar og sit klaver. Fans af ham ved, hvordan denne ydmyge og gådefulde kunstners musik og lyrik har en evne til at kravle ind under huden og efterlade lytteren bevæget og tørstende efter mere.

Bellens har haft et travlt år med en lang turné rundt i Europa, og sommeren førte ham desuden både til Roskilde Festival og Smukfest. Hans seneste udgivelse ”Polyester Skin” er produceret af Kasper Bjørke og udkom tilbage i februar på det tyske label Hfn Music. Udgivelsen gav ham nogle solide radiohits på DR P4 og P6, bl.a. singlerne Back To You, Untouchable, og albummets titelsang, samt endnu en bunke anmelderroser. I Politiken kunne man læse: “… hans stemme og fraseringer er et dybt originalt indslag i dansk musik og hans sangskrivning er et kapitel for sig”, mens musikmagasinet GAFFA roste ham for det internationale format.

 

Billetter til koncerten i Pilegårdens koster 125 kr. og købes i forsalg på www.pilegaarden.kk.dk