Brønshøj er involveret i et afsindigt oprykningsdrama efter 3-1 sejr

13442429_1039098799471418_5281435304838182147_o

Hvem skulle have troet det. Ja vi må knibe os i armen og spørge igen. Brønshøj er før sidste spilledag involveret i et afsindigt oprykningsdrama i 2. division efter en sikker og fortjent 3-1 sejr over Middelfart. Sejren betyder at BB med en sejr i Brabrand og en Thisted sejr over Nykøbing Falster, at de sort/gule snyder hele banden og smutter indenom, hvilket betyder comeback til landets næstbedste række efter kun et enkelt års fravær. Det er jo helt vanvittigt. Mange havde tippet BB i nedrykningsgruppen i starten, men Jesper Hansens tropper gjorde den skepsis til skamme ved at kvalificere sig til oprykningsgruppen. Og nu kan det hele ende med et nærmest sindssygt avancement. Fantastisk flot præsteret af spillerne, som virkelig er vokset med opgaverne undervejs. Afslutningen på lørdag er først og fremmest en kamp mellem de fire klubber, vi har nævnt, men kigger vi i teoriens verden, så kan Frem med en umulig stor sejr nå det, hvis de andre kampe slutter uafgjort. Men glem det ! Det tredje oprykningshold skal findes i Thisted eller Brabrand. Nøøøøj hvor spændende.

Tættere på oprykningen

tekst og foto: Christian Haslund

Der var krav om en sejr i dag, hvis der stadig skulle være en chance for oprykning inden sidste runde på lørdag, og spillerne leverede, da Middelfart blev besejret 3-1. Jabar Sharza, Daniel Anusic og Malte Kiilerich scorede målene for hvepsene. Med sejren kom hvepsene tættere på oprykningen.

Efter 1. halvleg, der sluttede 1-1, var det svært at se, at Brønshøj havde mest brug sejren. Men i 2. halvleg trådte spillerne i karakter og pressede Middelfart langt tilbage. Dette resulterede i to mål, og der er nu masser at spille for i sidste runde.

Kampen startede meget rodet, hvor det mest sindsoprivende var de konstante offsidefælder, som fynboerne faldt i. Langsomt begyndte Brønshøj at få et overtag, dog uden at skabe nogen chancer. Men så er det herligt for hvepsene, at de har en frisparksekspert.

For efter en halv times spil fik Brønshøj tildelt et frispark lige uden for feltet. Hvem andre end Sharza skulle sparke, og selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, sendte han bolden i kassen til stor jubel for spillere og fans. 1-0 til Brønshøj.

13403897_1039098082804823_8214581125864877030_o

Men glæden varede kun tre minutter. Middelfarts Pelle Weber fik snøret Sebastian Lassen ude i gæsternes venstre side. Dette gav Weber masser af tid, og inde på midten fandt han Peter Kristensen, der fik prikket bolden i mål. 1-1.

Middelfart havde tilløb til flere farlige situationer, men forsvaret fik gang på gang raget kastanjerne ud af ilden, og holdene kunne gå til pausen med et mål hver på kontoen.

I starten af 2. halvleg kom der en enkelt stikpille fra Middelfart, der sendte bolden lige over mål. Det var til gengæld det eneste, man så til fynboerne på Brønshøjs banehalvdel i resten af kampen. I stedet kom der den ene sværm af hvepse efter den anden mod Middefarts mål.

Godt 11 minutter inde i halvlegen kom målet til 2-1 endelig. Det krævede dog en 4-5 skud, da der var skydetelt nede i Middelfarts felt. Til sidst endte bolden hos Anusic, der i to omgange fik sparket bolden forbi Mads Markfoged og ind i netmaskerne.

Brønshøj fortsatte med at presse på, og 20 minutter før tid kæmpede Sharza sig forbi en Middelfart-forsvarer, og ved at spille bolden skråt tilbage, fandt han en hel fri Kiilerich, der bankede bolden ind i kassen til stillingen 3-1. Det var samtidig Maltes første mål for Brønshøj.

13415566_1039099069471391_9169780698142635462_o

Tæt på igen – Brønshøjs angribere sværmede om gæsternes mål

Det kunne også være blevet 4-1, men en flot fodparade af Markfoged forhindrede Sharza i at blive dobbelt målscorer, og kampen sluttede 3-1 og tre skønne point på kontoen.

Derudover var der også hjælp at hente fra Thisted og HIK, da de begge sørgede for nederlag til Brønshøjs oprykningskonkurrenter hos Frem og Brabrand. Derfor venter, der nu en sand gyser i Brabrand på lørdag d. 18. juni kl. 15, hvor vinderen kan sikre sig oprykning, hvis Nykøbing FC smider point i Thisted.

13427904_1039099289471369_8568948958193302931_n

Opstilling:
Kasper Vilfort – Sebastian Lassen (71. Sebastian Grubak), Jamil Fearrington, Jeffrey Ofori, Oliver Fredsted, Daniel Anusic, Lars Emil Juel Andersen (88. Frederik Lorenzen), Malte Kiilerich, Jabar Sharza, Jonas Skovengaard, Andreas Granskov (54. Patrick Naundrup)

Mål:
1-0: Jabar Sharza (31)
1-1: Peter Kristensen (34)
2-1: Daniel Anusic (56)
3-1: Malte Kiilerich (70)

Tilskuere:
479

Dommer:
Thomas Dahl Strandberg

Kan se jeg har lavet en fejl i overskriften. Op skal erstattes af på
 
Og Rasmus Floor skal slettes som indskifter