Brønshøj netavis og Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm har lavet aftale
De af netavisens læsere der interesserer sig for lokale historier om sporvogne kan glæde sig, siger John Bodholdt Nielsen, som selv har boet i Brønshøj. Billedet er taget, da han besøgte netavisens redaktion på Husum Torv i onsdags.
Netavisens mange læsere kan glæde sig. Vi har i denne uge lavet en aftale med Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm om en fast ugentlig lokalhistorisk sporvognshistorie, og den har premiere allerede på mandag. Aftalen er lavet med John Bodholdt Nielsen, som vil forsyne netavisen med både billeder og informationer. For alle nostalgikere vil det blive et kærkomment gensyn med de gamle sporvogne, som kørte i Brønshøj og Husum. Erfaringen har vist gennem de mange år bydelene har måttet undvære sporvognene, at der er en kæmpe interesse for at se gamle billeder og læse om den tid, hvor de kørte i området.
For øvrigt kunne John Bodholdt Nielsen fortælle, at man sjældent har oplevet så mange delinger og “likes” som på den hilsen, man sendte i 2700-netavisen til Fona Brønshøj i anledning af butikkens lukning i næste måned. – Det afslører jo helt klart, hvor mange der følger med i netavisen, sagde han – det er vildt imponerende.
Men som sagt – fra på mandag er der lokale sporvognshistorier i Brønshøj netavis – 2700-netavisen – og en ny vil følge fast hver mandag fremover.