Det er godt, når BB ikke taber - men skidt når de ikke vinder !

FODBOLD: Igen er der gode momenter at fremhæve hos Brønshøj efter en overstået NordicBet Liga kamp. Men det bliver bare ikke ved med at være tilstrækkeligt – ikke at tabe. Der må altså også snart nødvendigvis sejre på kontoen.

image

Det er anden gang BB’s forsvar holder Clean Sheet . (Foto: Christian Haslund)

Kampen søndag eftermiddag i Fredericia sluttede uafgjort 0-0, og det giver et enkelt point, så BB nu i bunden har 5 point efter 10 kampe. Alle de indtjente point er hentet på uafgjorte resultater. Med lidt held kunne de sort/gule godt have afgjort kampen i Fredericia, men skarpheden foran mål er stadig en mangelvare. Her skal dog tilføjes, at østjyderne også havde deres tilbud. 

I 10 kampe har BB altså kun formået at score 7 mål, og sort på hvidt viser det med tydelighed, at den er gal.

Vi må dog igen hente noget positivt frem hos Carit Falchs tropper. Der er kommet styr på forsvaret. I de seneste fire kampe, incl. pokalopgøret mod OB, er der kun scoret to gange mod BB, og her af var det ene tilmed på straffespark. Så på det punkt ser det ganske fornuftigt ud. Kun den dumme AGF kamp ødelagde temmelig meget af målscoren, som er 7-16 !

I bunden af rækken ligger AB nr. 11 og Roskilde nr. 10. Naboerne fra Gladsaxe blev på hjemmebane ydmyget 0-4 af netop Roskilde, og det har betydet en ringere målscore end BB’s – nemlig 9-19 ! Pointmæssigt ligger AB på 7 – altså to mere end Brønshøj. Så en sejr i kommende lørdags lokalbrag – slaget om mosen – vil bringe BB væk fra sidstepladsen. Hvis så også Roskilde taber i Lyngby, så lugter det lidt af den rette vej væk fra bunden.

Vi har lånt Bold.dk’s udførlige stilling efter weekendens kampe:

#   Klub K V U T Mål Point
1. Viborg 10 6 4 0 16 – 7 22
2. AGF 9 5 2 2 19 – 8 17
3. Lyngby 9 5 2 2 14 – 10 17
4. Vendsyssel FF 10 5 2 3 12 – 10 17
5. AC Horsens 10 4 2 4 10 – 8 14
6. Skive 10 3 5 2 16 – 16 14
7. Fredericia 10 3 4 3 10 – 10 13
8. HB Køge 10 2 5 3 9 – 11 11
9. Vejle Boldklub 10 2 4 4 9 – 15 10
10. FC Roskilde 10 1 5 4 13 – 14 8
11. AB 10 1 4 5 9 – 19 7
12. Brønshøj 10 0 5 5 7 – 16 5

 

Som nævnt er der ægte bundopgør på lørdag den 4. oktober på Tingbjerg Ground, når AB kommer på besøg. Ingen kan komme og påstå, at AB har spillet svagere end sidste sæson indtil nu. De meldinger vi har fået fra flere af deres kampe har været positive, så det bliver endnu engang en svær opgave. Om Carit Falch kan nå at øve endnu mere skudtræning med sine angribere foran mål i kommende uge skal være usagt. Men mon ikke den dygtige træner selv er helt klar over, hvor der skal sættes ind nu !

Der fløjtes op kl. 15.00.

Fra 2700-netavisens udsendte medarbejder Christian Haslund i Fredericia ..

Brønshøj skulle i dag forsøge at fortsætte de gode takter fra de foregående kampe, ( især OB-kampen ), på udebane mod Fredericia. Men det var nu hjemmeholdet, som startede bedst i en kamp, der bar præg af, at begge havde spillet pokalbold i løbet af ugen.

Der var kun spillet et par minutter, da Fredericia fik deres første forsøg. men presset af Kasper Sørensen, fik FCF-spilleren ikke nok fart i afslutningen, som Dannevang tog sig af.

De første 10 minutter var der ikke meget, der lykkedes for hvepsene, men på et hjørnespark efter 9 minutter var det tæt på en Brønshøj-føring, men en FCF-spiller stod på målstregen og fik bolden sparket væk.

image 3

Ind i mellem var der optræk til noget, der kunne lugte af mål, men det blev ikke til mere. (Foto: Christian Haslund)

Herefter overtog Brønshøj spillet for en kort periode, hvor både Sørensen og Fleckner fik testet hjemmeholdets målmand.

Resten af halvlegen bød på enkelte forsøg til begge hold, men intet som voldte problemer for målmændene.

1. halvleg var en uskøn affære, der bød på mange fejlafleveringer fra begge hold.

Brønshøj kom bedst ud til 2. halvleg, og lagde et pres på Fredericia, uden det dog førte til noget.

Godt 5 minutter inde i halvlegen var Fleckner tæt på st lave en “Jesper Olsen”, men en dårlig førsteberøring gjorde, at bolden sprang fra FCF-spilleren og hen til Dannevang.

Ligesom i 1. halvleg var der heller ikke mange chancer efter pausen. Brønshøj havde et par gennembrud, men der manglede lige det sidste, mens Fredericia havde skud udefra, som savnede kvalitet.

8 minutter før tid var jyderne tæt på at få frit skud på mål, men en flot forsvarsaktion fra Juel Andersen forhindrede dette.

I overtiden havde Nøhr en stor mulighed for at give Brønshøj sejren, da Lazarevic spillede bolden ind til ham i feltet, hvor han tog et smart træk, men i sidste øjeblik fik en FCF-spiller kastet sig ned og blokerede bolden.

Det hele sluttede derfor som det startede, og 1 point må sige at være godkendt mod. Fredericia, som har været et stærkt hjemmehold denne sæson.

Opstilling:
Nicklas Dannevang – Mads Gabel (61. Mikkel Nøhr Christensen), Jesper Fleckner, Lars Emil Juel Andersen, Oliver Fredsted – Nuri Mustafi, Kasper Sørensen – Sebastian Lassen (66. Sebastian Grubak Salomonsen), Casper Henningsen, Sani Tahir (89. AleksAndar Lazarevic) – Andreas Granskov

Ikke benyttet:
Yousuf Butt, Sebastian Dalgaard, Simon Raahave, Oke Akpoveta