Filmaften om krig og kærlighed i Bellahøj Kirke

 
Torsdag den 17. november kl. 19.00 er det tid for denne måneds filmaften i Bellahøj kirkes lokaler på Tomsgårdsvej 19. Denne gang er det den danske film ”De standhaftige” fra i år, der er på plakaten.
 
de_standhaftige_plakat
Den er instrueret af Lisa Ohlin og har Mikkel Boe Følsgaard (kendt som Emil i TV-serien Arvingerne) og balletdanseren Cecilie Lassen i hovedrollerne.
Soldaten Thomas bliver hårdt såret i Afghanistan og hjemsendes. Bitter, men opsat på at vende tilbage i tjeneste, knokler han med genoptræningen, mens kæresten Nina forsøger at støtte ham så godt hun kan. En dag møder Thomas balletdanseren Sofie, som hurtigt ser at Thomas har brug for hjælp, hvis han skal nå sit mål. Thomas er dog ikke umiddelbart begejstret for Sofies tilbud, men han indser at det er nødvendigt og siger ja. Træningen virker og Thomas oplever fremgang, og for hvert lille skridt bliver han gladere – også for Sofie…
”De standhaftige” er en stærk fortælling om at vende tilbage til livet, og om at tage imod det lys, der kan jage mørket på flugt. En gribende og livsbekræftende film, som samtidig er en utrolig smuk kærlighedshistorie.
Der er gratis adgang til filmaftenen, og bagefter bydes der som sædvanlig på ”snak og snacks”, hvor oplevelsen vendes over et glas vin og lidt mundgodt.