Hæder til lokal Netto på Frederikssundsvej 261

netto1  

Hvis man kommer forbi Netto på Frederikssundsvej 261, er humøret ekstra højt og ryggen mere rank end normalt. Butikken er nemlig kåret til månedens bedste Netto-butik i distriktet.

Når man står sammen og arbejder mod samme mål, kan man nå langt. Det er medarbejderne i Netto et levende bevis på.

– Butikken har lavet et rigtig godt påskeoplæg, hvor alle påskevarer blev samlet på ét sted foran butikken lørdagen før påske – det resulterede i minimalt udsmid, og en god kundeoplevelse. Derfor er de en fortjent vinder af månedens butik, slår distriktschef Braw Bakir fast.

Trives med stor travlhed

Netto på Frederikssundsvej er en meget travl butik med en masse kunder. Men det er ikke noget problem – det er medarbejderne nemlig vant til og trives godt med.

– Især i påsken er det vigtigt at have styr på sin travlhed, siger Kaspar Troensegaard Nielsen og fortsætter:

 – Vi har fra starten haft styr på vores bemandingsplan og haft en god idé om, hvilket varepres, vi kunne forvente. På den måde blev det øgede påskesalg ikke så stor en omvæltning, fordi vi havde strukturen på plads. Hvis man har lysten og overblikket, kan man bruge de lidt travlere højtider som et redskab til at gøre noget ekstra for kunderne, i stedet for at se dem som en stressfaktor, siger Kaspar.

Tag stilling

Kaspar og hans butik har klaret de travle påsketider ved at benytte tidligere erfaringer fra andre højtider. Ved at sammenligne salget af varer fra andre højtider, kunne han og hans team tage stilling til varer og udstillinger på et kvalificeret grundlag: – Vi tog simpelthen stilling til antallet og mængden af varer. Det kunne vi gøre ved at sammenligne med tidligere erfaringer. Det lyder sikkert simpelt, men det sparede både tid og reducerede mængden af varer, der skulle kasseres efter påske, slutter Kaspar.

Ny mand på posten

netto2

For øvrigt har selvsamme Netto netop fået ny butikchef. Kaspar Troensegaard Nielsen stoppede for et par uger siden og er blevet afløst af butikkens souschef gennem et par år, Henrik Avlastenok, som her ses på billedet.