Hvem sagde håneret ? - Fodboldpigerne hos Fix får højere status i klubben end de mandlige spillere

– og årsagen er den enkle, at pigerne har kvalificeret sig til at spille i Københavnsserien til næste år.

fi3

Og her er så oprykkerne til Københavnsserien flankeret af træner Anders Kold og assistenttrænerne Philip Møller og Hans Peter Schmidt.

Jovist er der en speciel stemning blandt pigerne i Boldklubben Fix, for med den flotte præstation, kan de med rette knejse ekstra, når de indfinder sig i klubben på Brønshøj Kirkevej. Det er første gang i mange år, at Fix er at finde i den række.

2700-netavisen mødte op til træningsaften i sidste uge, og kunne ved selvsyn konstatere, at Fix råder over et spændende og talentfuldt hold, som er en blanding af helt unge spillere og mere rutinerede kræfter.

– Vi er naturligvis både glade og stolte over en flot sæson, siger holdets træner Anders Kold Kristensen, mens oprykkerne træner løs på grønsværen. – Vi spiller jo halve sæsoner, og allerede i foråret var vi tæt på at rykke op. Derfor ekstra imponerende, at pigerne kunne holde gejsten og sikre sig pladsen i Københavnsserien her i efteråret. Vi håber virkelig, det kan lokke endnu flere piger til at komme ned i klubben og prøve fodboldtalentet af. Fix er jo kendt for at have skabt en kultur, hvor der er plads til det sociale, og hvor man kan hygge sig ved siden af fodbolden. Og så er specielt dameafdelingen opprioriteret.

fi2

Så er der gang i træningen, og alle pigerne går til den med brask og bram

Vi er den højst placerede klub indenfor damefodbolden i 2700-området, derfor kan vi kun appellere til de piger, som måske går rundt og overvejer, om de skal prøve – til at kigge ned i klubben. Man kan også ringe til mig ved at gå ind på vores hjemmeside – http://www.boldklubbenfix.dk/ – der finder man mig under trænere. Alle skal være hjerteligt velkommen.

fi1

Tre glade personer, vi mødte til træningsaftenen i Boldklubben Fix. Fra venstre dametræner Anders Kold, formand Sune Blom og assistenttræner Philip Møller, som for øvrigt tager en pause efter tre år på posten.

Naturligvis bliver der nu trappet ned, da vi går ind i vinterhalvåret og turneringen er slut. Men vi agter foreløbig at træne en gang om ugen på kunsten i Tingbjerg. Alt det kan man få mere at vide om, hvis man kontakter mig, slutter Anders Kold.

En lille praktisk tilføjelse kan måske være, at vejen til at komme i landets bedste damerække stadig er lang – om end ikke uoverskuelig. Vejen er oprykning fra Københavnsserien til Kvindeserie Øst, derfra til 1. division, og så er man i det forjættede land – 3F-ligaen !

I sidste weekend spillede Fix den sidste kamp i sæsonen. Det blev uafgjort 2-2 ude mod Heimdal. En stort set lige gyldig kamp, da oprykningen allerede var sikret. Til det opgør stillede Fix med følgende hold:

Astrid Korsgaard Petersen
Ella Schuhmeier
Katja Kjær Christensen
Louise Hagemann
Mette Andersen
Mie Elm
Nina Cecilie Lyck
Sofie Kolstad Siegenthaler
Sophie Paarup
Stine Marsner
Stine Mosekjær Hansen
Udskiftere
Stine Bøggild
Tanja Soltveit

——————-