Medlem fra Livsbanen vandt Rapkings Pop Up
Weekendens helt store vinder af konkurrencen Rapkings Pop Up blev den kun 16-årige Jamal med kunstnernavnet ’Daakiki’. Jamal bor på Amager og er medlem af Livsbanen. Han kommer fast i Livsbanens musikværksted i Gyldenrisparkens klub GAIA.
Her får Jamal præmien for sin flotte førsteplads i konkurrencen Rapkings Pop Up
Der var høj stemning og et kæmpe ambitionsniveau til weekendens rap-konkurrence, der fandt sted på Frederiksberg over hele tre dage.
Foreningen Livsbanen havde hele tre kæmpe talenter med til finalen, men det var Jamal, der gik helt til tops og løb med førstepræmien.
Livsbanen er stiftet af en sand rap-pioneer med 30 års erfaring, nemlig Jesper Willeforte alias Jesper Wildmand fra McEinar, der var den første rapgruppe med danske tekster.
– Livsbanens unge er så talentfulde og forstår at levere tekster med hjerte og indhold, siger en meget stolt Jesper Willeforte.
Sammen med sin hustru, Lisette W. Rasmussen, er Jesper Willeforte omdrejningspunktet i Livsbanen. Foreningen har i samarbejde med bl.a. Københavns Kommune og Ungdomsskolen fået gang i musik- og filmværksteder i tre bydele: Foruden Amager med Gyldenrisparken er det på Bavnehøj Skole i Sydhavnen og på EnergiCenter Voldparken i Husum.