Mød vor tids Karen Blixen i Bellahøj Kirke

Torsdag den 9. marts kl. 19.00 byder Bellahøj kirke på et spændende møde med denne måneds gæst i kirkens Aftenrum. Det er forfatteren Ida Jessen, der er aktuel med sin seneste roman, ”Doktor Bagges anagrammer”.
Ida Jessen, der regnes som en af vor tids helt store kvindelige forfattere, debuterede i 1989 og slog for alvor sit navn fast med den populære Hvium-trilogi. Hun mestrer den psykologiske realisme i skildringen af de menneskelige relationer i de små landsbysamfund. Disse nære miljøer lægger blandt andet scene til Hvium-trilogiens romaner ”Den der lyver” fra 2001, ”Det første jeg tænker på” fra 2006, og ”Børnene” fra 2009. For sidstnævnte modtog hun De gyldne palmer og blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
I 2015 udgav Ida Jessen romanen ”En ny tid”. En dagbogsroman skrevet af fru Bagge, der i 1904 som ung skolelærerinde kom til Thyregod, hvor hun giftede sig med distriktslægen Bagge. Efter 23 års barnløst ægteskab er lægen død, og fru Bagge må nu forsøge at skabe sig et nyt selvstændigt liv. ”En ny tid” er blevet kaldt et hovedværk i nyere dansk litteratur og blev bl.a. belønnet med Blixenprisen og DR Romanprisen i 2016. I januar i år udkom så den selvstændige fortsættelse, ”Doktor Bagges anagrammer”, hvor det er den gådefulde læge og ægtemand, der fortæller.
Ind i mellem de store romaner har Ida Jessen også skrevet en genfortælling af Bibelen. ”Bibelhistorier” fra 2016 er 29 genfortællinger af Bibelens evigtgyldige historier om skabelse, tro, tvivl, kærlighed, had, Gud og mennesker. Ida Jessen genfortæller både klassikerne om Adam og Eva, Noas Ark og Jesus’ fødsel, men også mere dystre fortællinger, som beretningen om hvordan Gud tester Abrahams tro, ved at bede ham ofre sin søn, Isak. ”Bibelhistorier” er en moderne børnebibel, der med sit smukke, enkle og humoristiske sprog både er en oplevelse for store og små.
Nu gælder det Aftenrum i Bellahøj kirke – og efter Ida Jessens eget oplæg vil der blive lejlighed for deltagerne til at komme i samtale med aftenens gæst over et glas vin og lidt mundgodt.