Nødherbergprojektet i Tingbjerg har ingen opbakning fra politikerne

– Derfor er man blevet bedt om at fjerne det hele fra Klub Terrasserne. 

hjemløs5

Det var en fantastisk initiativ, man i fredags foretog i Tingbjerg, da Klub Terrasserne åbnede dørene for de frysende hjemløse. En gerning som på få timer fik kæmpe opbakning fra så godt som hele landet. Alene her i 2700-netavisen var næsten 14.000 inde og læse om projektet, og artiklen blev delt til nær og fjern. Budskabet lød på, at der var stillet en opvarmet hal til rådighed med varme bade, mad og mulighed for at sove. Som en løbeild gik dette videre ikke alene til hovedstaden men hele landet, og der gik ikke lang tid, før man fik fyldt godt op i hallen.

Mest fantastisk var de utroligt mange, som mødte op med tøj, tæpper og andre fornødenheder. Det var virkelig en positiv oplevelse at se, de utallige danskere, der ville hjælpe.

2700-netavisen havde mandag formiddag en snak med en af de frivillige i projektet, Anette Thaulow, og hun var direkte ked af det, da vi mødte hende. – Vi er blevet bedt om at fjerne det hele, fortalte hun, – og det er bare så bittert, når man nu har fået at vide, at den bidende kulde fortsætter. Havde vi bare kunne få denne uge ud, ville det have betydet er masse for flere af de hjemløse.

tekst: Flemming Antony

Foto: Jacob Toftager

hjemløs 9

En af initiativtagerne Sheikh Saleem stod selv ved madgryden og lavede et varmt måltid til de hjemløse

I nat har vi haft 36 boende, og de har alle været lykkelige for at mærke hjertevarme, få god mad, sove i opvarmet lokale og få muligheden for et varmt bad. Nu må de forlade stedet efter morgenkaffen, og så er de igen overladt til sig selv og intetheden.

Mens vi fik en snak med Anette Thaulow, fik vi mulighed for også at tale med en af de overnattende hjemløse, Pede.

– Vi har det utrolig svært, når vinteren bider på den måde, fortæller han. – Kun de stærkeste overlever, hvis der ikke er et sted, hvor vi kan få noget varme. Det er værst om natten. I lørdags var vi 20 om 14 sengepladser på et af herbergerne, så der måtte lodtrækning til. Det betød, at seks personer måtte ud i kulden. Jeg fatter ikke, at politikerne ikke også laver teltlejre til os. Jeg mener, vi er jo en slags flygtninge i eget land – eller føler os som sådan. Vi ville være meget taknemmelige for at bo i opvarmede telte, i stedet for at skulle tilbringe nætterne i fri luft. Men det er som om, vi ikke regnes for noget. Ind i mellem lover politikerne at kigge på vores situation, men der sker bare intet. De svage dør, mens man tøver. Se nu bare her i Tingbjerg. Flere af de overnattende går herfra uden sovepose eller andet.

hjemløs 7

Flere frivillige kom med tøj i weekenden, og det faldt på et tørt sted. Overskydende er kørt ud til herberger i København

Ud til kulde og sne. Jeg er godt nok så privilegeret, at jeg har en vogn, en sovepose og lidt varmt tøj. Men det værste er, når man skal ud om morgenen. Ud til en lang dag – og hvor skal man gå hen ? Heldigvis har jeg et godt humør, og det er ikke blevet mindre af det, jeg har oplevet her i Tingbjerg. Næstekærligheden trives trods alt. Tænk dig – da jeg ankom til Husum Station, var der en mand, som fulgte mig ned til et pizzaria, hvor jeg fik mad og sodavand. Ja ejeren kørte mig tilmed til Terasserne, hvor jeg blev sat af. Det er bare fantastisk. Eneste beklagelige er, at al den opbakning og næstekærlighed kun kommer fra frivillige. Igen – hvor er politikerne henne ? De lyver, hver gang de siger, at de vil kigge på vores situation. Der sker intet !

hjemløs 8

Der manglede heller ikke morgenmad til de hjemløse i weekenden

Jeg er glad og taknemmelig over det, jeg har oplevet her, og det har givet mig kræfter og styrke til nu igen at gå ud i hverdagen. Heldigvis har jeg Christiania, hvor man altid mærker varme, når man kommer. 

– Til alle bag hjælpen i Tingbjerg siger jeg tak af hele mit hjerte. Hvor er det dejligt, når man mærker næstekærlighed. Den varmer meget i sig selv, slutter Pede, før han atter er på vej ud til en kold hverdag.

Dette er så foreløbig afslutningen på tre fantastiske dage for de hjemløse, skabt af en masse frivillige mennesker med hjertet på rette sted. Lad os håbe det har åbnet øjnene hos de politikere, som kan have indflydelse på det problem.

Sidste: NYT NØDHERBERG ER ÅBNET FRA KL. 16.30 I DAG: ADRESSE ER:
Pakhuset, Frelsens Hærs Værested
Wildersgade 66, 1408 København K
Kontaktperson. Dorrit Bruun Olsen
Mobil: 40424131…
Åbningstid er fra kl. 16.30 – 07.15 alle dage.

18-01-16