Og efter Husum Bio kom det lokale fitnesscenter Kondigrafen

kondi5

Vi afslutter vores lille Husum Bio kavalkade med historien om det, der kom efter biografepoken. Artiklen blev bragt første gang i 2016, og vi bringer den her igen helt uden ændringer. Vi ved, der er sket visse ting i Kondigrafen siden, men det kan vi komme tilbage til på et senere tidspunkt.

– Planlægningen af Kondigrafen begyndte allerede i 1992 med købet af to af Form & Figurs største prestige træningscentre på Strøget på 1200 kvm. og Ballerup Centret på 2000 kvm. På mindre end 8 dage flyttede vi mere end 90 tons motionsudstyr og 725 garderobeskabe til to bondegårde i Kalundborg. Senere kom købet af Fodboldklubben Brøndbys fitness center med mere. Sådan indleder Connie og John deres historie, da 2700-netavisen var på besøg. 

– Det tog næsten 4 år at sætte udstyret i stand i nye spændende farver. Derefter kom turen til det skriftlige materiale, som består af 100 siders økonomiske beregninger og planlægning, og der blev blandt andet skrevet 300 siders undervisningsmateriale om kost og rygtræning.

Midt i alt dette udviklede vi også vores egen træningscykel i samarbejde med Erik Krandorf fra Danmarks Tekniske Universitet.

Nu stod vi så med træningsudstyr til et multi-center på ca. 5000 kvm., men uden lokaler. At leje lokaler over en vis størrelse er svært. Enten ligger de i et industriområde eller også på strøget til en leje, der ikke er til at betale.

Efter at have brugt hundredevis af timer på analyser af forskellige områder, og set på mange lejemål overalt på Sjælland, stødte vi tilfældigt på Husum Bio. Ejeren som var Nordisk Film havde vist den sidste film i 1989, og siden var lokalerne blevet anvendt til lager.

Vi henvendte os til Nordisk Film for at spørge, om de var interesseret i at sælge bygningen. Efter forhandlinger i omkring halvandet år var købet en realitet. Og der stod vi som lykkelige ejere af en gammel biograf, der havde stået som et spøgelseshus i mere end 10 år.

Ombygningen

Ombygningen og istandsættelsen til et sports- og velværecenter tog mere end halvandet år. Der blev bortkørt 78 tons affald i en gammel Opel Kadett fra 86 med en lille trailer. Kadetten måtte undervejs have ny motor.

Der blev brugt over 100 tons byggematerialer, som blev købt over det meste af verden for eksempel 18 tons squashbaner fra Norge, saunaer fra Finland og gulvtæpper fra Holland.

Vi arbejdede gennemsnitligt 340 timer om måneden, og endelig lykkedes det at få vores trænings- og livsstilcenter færdigt.

ko

Springer vi frem til i dag, så er Kondigrafen ikke bare et almindeligt træningscenter, hvor man arbejder med tilfældige redskaber og slutter med 30 minutter på et løbebånd. Vi er derimod stedet, hvor instruktører med 30 års erfaring planlægger træningen for hver enkelt i luftmaskiner, så den lige passer præcist til personens ambitioner og udfordringer.

kondi6

John og Connie er i sagens natur blevet en fast del af inventaret i Kondigrafen, hvor forholdet til de udøvende motionister har udviklet sig på en meget venskabelig måde. Her ses parret i receptionen, hvor man byder velkommen  

– Vi der er i Kondigrafen har arbejdet professionelt med personlig træning i en lang årrække og for mere end 25.000 motionister, så vi ved, hvad der skal til, og samtidig elsker vi at motivere. Man mærker meget hurtigt fremskridt, fra det øjeblik man begynder i centret.

kondi4

 

Ved hjælp af blandt andet 38 lufttræningsmaskiner og 60 andre motionsmaskiner, sikrer vi en nem og bekvem træning. Belastningen ændres let fra 100 gram til hundrede kilo på sekunder, og man skal ikke tælle, hvor mange gange, man har udført en øvelse. Det klarer computeren. Lufttræningsmaskinerne sørger for en mere skånsom, sikker og optimal træning.

kondi3

Vil man gerne have en stærkere, smidigere og bedre ryg, et sundere hjerte, sundere blodtryk og puls, en fladere mave, vægttab og velvære, ja så tilrettelægger vi en træning, som passer til formålet. I sidste ende er det med til at give et større overskud i hverdagen, fordi man har valgt at styrke og passe på sin krop.

Vi byder ganske enkelt på så mange forskellige ting, at der er noget for enhver. Og så skal man jo heller ikke glemme vores spinning/bodybike, som er for alle aldre, slutter kondigrafparret.

kondi1

Ingen kan være i tvivl om, hvad der lå på adressen før Kondigrafen kom til. Man har bestræbt sig på at beholde nogle minder fra en tid, som var engang.

Kondigrafen har efterhånden kørt i mange, mange år, og det fortsætter den med. John og Connie har gjort stedet til deres livsværk, og der er stadig mange, der foretrækker det hyggelige center. Her kender alle hinanden.

Åbningstider: Mandag – Onsdag og Fredag kl. 07.00-21.00 / Torsdag kl. 10.00-21.00 og Lørdag/Søndag kl. 09.00-16.00.