Pilegårdens traditionsrige fastelavnsfest byder blandt andet på Trolle og Tormod
Hvad har tøndeslagning, gyngende reggae og sange om shampoo og makrel med hinanden at gøre? Det er alt sammen en del af herlighederne, når Pilegårdens store fastelavnsfest løber af stablen søndag d. 15. februar kl. 11.
Pilegårdens store (u)traditionelle fastelavnsfest for bydelens unger og deres forældre har naturligvis alt, hvad en fastelavnsfest skal have. Der er tøndeslagning både for de mindste og de lidt større, og når de heldige og hårdtslående kattekonger og –dronninger er fundet, så skal der uddeles præmie til bedste udklædning. Vinderen bliver udråbt fra scenen i Pilegårdens Café, hvor de to herrer Trolle & Tormod er klar til at fyre den af med deres gennemmusikalske og forrygende “Opturs Børneshow”.
bum-tji-vum-Shampoo-Lajla og andre børnehits
I showet beviser Trolle & Tormod, at sange man kan lære noget af, sagtens kan præsenteres på en sjov og underholdende måde med fede rytmer og seje moves. Når Trolle og Tormod griber el-spaderne, så er der dømt gyngende reggae, hård rock og lækker pop om alt lige fra fester, konsonanter, vokaler, shampoo og makreller. Der er også sange, der sætter gang i kroppen og opfordrer til nye måder at bevæge sig på, så der skal nok komme gang i den på dansegulvet både blandt børn og voksne.
Billetter til 50 kr. pr. person inklusiv fastelavnsboller og kaffe/the til de voksne købes via www.pilegaarden.kk.dk. Arrangementet er især for 3-11 årige og deres forældre. Der er rabat til medlemmer af 2700familieklub.