Rasmus Klump bliver hyldet på søndag i Tivoli
Pjerrot, julemanden, Harlekin og Columbine. Tivoli er hjem for flere ikoniske figurer. En af dem er bjørnen Rasmus Klump. For første gang nogensinde helliger Tivoli en hel dag til hans ære, hvor børn og voksne kan møde Klump og hans venner, tumle i Tumblebussen, løbe om kap og klæde sig ud som sin yndlings Klump-figur mm. Rasmus Klump Dagen i Tivoli er søndag den 14. august fra kl. 11.00
Rasmus Klump og hans venner flyttede ind i Rasmus Klumps Verden ved Tivoli Søen tilbage i 2010. Men for første gang afsætter Tivoli en hel dag til at stå i Rasmus Klumps tegn og tager dermed forskud på hans 65 års fødselsdag i november.
På søndag vil Rasmus stå klar til at hilse på børn og voksne i selskab med søulken Skæg og veninden Flora. Der er forberedt et aktivitetsprogram på Plænen, der tæller musikalsk optræden, minitrafikbane, læsehjørne, udklædning og meget andet.
Løb i børnehøjde
Der er også mulighed for at børn mellem 2 og 10 år kan deltage i Centimeter Maraton. Ruten måler 42.195 cm, hvilket er den præcis samme distance som et rigtigt maraton, bare i centimeter. Efter en kort opvarmning med Rasmus Klump på Plænen lyder startskuddet kl. 12:00 til løbet. Når børnene kommer i mål, er der som ved enhver anden maraton guldmedalje, diplom, kiks og vand. Der vil være mulighed for at få taget billeder med Rasmus Klump med den flotte guldmedalje.
Børn op til 7 år gratis
Det er gratis at deltage i Centimeter Maraton – og børn i alderen 0-7 år har som vanligt fri entré til Tivoli. Centimeter Maraton er arrangeret af Børneulykkesfonden og Rasmus Klump i samarbejde med DGI.
Program på dagen 11:00 – 16.00
kl. 11.00 Aktiviteterne åbner Bemærk, at der denne dag ikke er forestillinger i Rasmus Klumps Hus, da han og Flora laverer på Plænen i stedet. Læs mere på https://www.tivoli.dk/da/ |