Restaurant Gaardhaven med i 2700-Sportsprisen

Gaardhaven-front

Restaurant Gaardhaven, (tidligere Islev kro), er trådt ind i 2700-Sportsprisen og vil fremover køre den lokale pris i samarbejde med 2700-netavisen. Dette blev en kendsgerning i sidste uge efter at T-Fitness, grundet store strukturomlægninger meddelte, at de ikke var i stand til at fortsætte. Det vil dermed sige, at når kvartalsprisen fremover skal uddeles, sker det på Islevhusvej 93, hvor den nye og meget spændende restaurant har base. Det er også dér, selve sportsprisens finale afvikles til januar.

Lige fra første møde med restaurantens daglige leder, den kun 25-årige Lisa Winther Nielsen, (billedet), har sportsprisen været et varmt emne, man straks sagde ja til at deltage i, og fra netavisen er vi da meget glade for at have fået en ny makker – tilmed en sød og køn en af slagsen ! 

IMG_2165

Lisa er altid klar til at byde gæsterne velkommen

Og hvad sker der så ellers med den gamle Islev kro, som efterhånden har skiftet navn, ejer, udseende og stil op til flere gange ? Ja meget tyder på, at man endelig har ramt det helt rigtige koncept, som tager hensyn til, at kroen ligger i Husum. – Vi har fra starten lagt os fast på at servere klassisk dansk mad, fortæller Lisa, – og vel og mærket mad til absolut overkommelige priser. Vi har indført en ugens ret, ligesom vi serverer stegt flæsk hver mandag. Det er allerede et stort hit, skal jeg hilse og sige. Vi har også lige fået nyt menukort, og det er endnu mere dansk. Flere gæster har opfordret os til at have lune retter til frokost, så her kan vi blandt meget andet tilbyde tarteletter, mørbradbøf og hønsekødsuppe. Frokosten kan indtages mellem klokken 11-16, mens vi fra klokken 17-21 har aftensmad på menuen. 

IMG_2159

– Vi har plads nok i restauranten – og til større selskaber har vi dejlige lokaler oven på, fastslår chefen

Lisa har været ansat siden februar i år. Det var kærlighed ved første blik, fra det øjeblik hun trådte indenfor døren. – Jeg begyndte mere som den, der skal stå for marketing, fortæller hun videre. – Det er det, jeg er uddannet i. Men der gik ikke lang tid, før jeg blev daglig leder, og det er blandt andet sket, fordi jeg har et hav at spændende ideer med kroen.

IMG_2162

Det giver en speciel atmosfære, at man har udsigt lige op i køkkenet 

Jeg føler virkelig, at jeg er kommet på rette hylde. Og selvfølgelig fokuserer vi først og fremmest på restauranten, der er ikke mange af vores slags i området. Men jeg vil også nævne vores dejlige selskabslokaler, som byder på uanede muligheder. Allerede nu er folk begyndt at bestille til konfirmationer og forskellige fester til næste år. Og så må vi jo ikke glemme de fine parkerings-forhold, vi har her på Islevhusvej. Tilmed ligger vi forholdsvis tæt på Husum Station, ligesom der kører busser lige udenfor kroen.

                                            glislev

Som vi nævnte i indledningen, har Islev Kro haft mange ejere i tidens løb, og kroen har ændret udseende adskillige gange. Billedet oven over er taget for flere år siden, og man må tilstå, at kroens look i dag er totalt ændret til det bedre. 

MG_0841       Gaardhave

Det skyldes en større renovering og modernisering, og ikke mindst gårdhaven er blevet totalt forandret, hvilket har gjort den til en kæmpesucces i sommermånederne.

– Gaardhaven er også klar med de kommende julefrokoster, fortsætter Lisa. – Vi har både juleplatter og julebuffet, og allerede nu er folk begyndt at bestille. Det starter lørdag den 14. november – og der vil i weekenderne derefter være stor julebuffet, mens vi dagligt kan servere lækre juleplatter. På søndag den 11. oktober afholder vi for øvrigt banko for første gang i samarbejde med Tingbjerg Pensionistcenter, hvor alle kan deltage. Her starter man med et måltid mad, en lun ret til en fornuftig pris kl. 12.30 – og så er der ellers banko. Skulle man ikke nå det med så kort varsel, så gentages arrangementet søndag den 15. november. Vil man med, så kan man bare ringe til mig, slutter travle og aktive Lisa med et stort smil.