Så er det i morgen, det gælder for Stadion - mød op og støt drengene
Søndag er der oprykningskamp til 1 div. mellem IF Stadion – Odder med start kl. 15.00
Det er blevet tid til anden runde i kval. spillet til 1 division mellem IF Stadion og Odder. Første runde i Odder endte med en sejr til jyderne på 30 – 23, efter en halvlegs føring på 16 – 10 og en spinkel 23 – 20 føring efter ca. 50 min..
Stadion håber på at have lært af det første opgør, hvor ikke mindst udvisningerne, gjorde en del af forskellen. Stadion med 8 udvisninger og Odder med blot 2 af slagsen.
– Vi skal minimere vores udvisninger, samt spille med bedre overblik og mere coolness, hvis vi skal byde Odder op til dans, siger formand Allan Juhl Jensen. – Vi tror meget på vores nye hjemmebane i Energicenter Voldparken Hallen, som blev indviet ved årsskiftet. Her er det kun blevet til et enkelt nederlag mod GOG (Liga) i pokal turneringen og den samlede sæson har derudover kun budt på et nederlag i egen hal, som var mod FIF.
Træner Thomas Schou ser frem mod at byde Odder velkommen og håber, at hans hold har lært mere af det første opgør, målt på tempo og fysik. Odder er jo vant til tempoet og fysikken fra deres daglige gang i 1 division. – Lad os se om vi kan presse dem, så de måske vil blive mindet om, at de i ud fra egne målsætninger, er i gang med det ”forkerte” kval spil, siger træneren.
Kampstart kl. 15.00 i Energicenter Voldparken Hallen, kom i god tid, da der forventes fulde huse.