Spaghetti-gudstjeneste i Bellahøj Kirke
Den anden onsdag i måneden kl. 17 er der som sædvanlig børnegudstjeneste i Bellahøj Kirke på Tomsgårdsvej. Den 14. september skal det handle om Adam og Eva – historien om de første mennesker på jorden. Alle trosretninger kommer med bud på, hvordan det hele begyndte. I Biblen er der to forskellige historier: Den første om jordens tilblivelse på seks dage kunne man høre om sidste gang. Nu er det den med Adam og Eva, som kommer så uheldigt af sted, at de bliver jaget ud af Paradis og selv skal knokle for at få mad på bordet og tøj på kroppen osv. Historien handler også om, at mennesket iflg. kristendommen ikke er skabt til at være alene. Det er godt at dele livet med nogen. Det er godt at have familie og venner. Gudstjenesten er kort og børnevenlig med sang og leg/aktivitet. Bagefter er der fællesspisning på Café Glad lige rundt om hjørnet (biblioteket på Rentemestervej).