Store tømmermænd efter det succesfulde motorløb på Bellahøj

Copenhagen Historic Grand Prix 2017 slog alle rekorder i år på Bellahøj. Mange tilskuere og et arrangementsmæssigt vellykket motorløb. Men det viser sig nu, at der er store tømmermænd i kølvandet på arrangementet. En lang liste af brudte eller ikke overholdte aftaler har nærmest invalideret sæsonen for Bellahøj Campingplads.

Netavisen var et smut forbi pladsen her til morgen og kunne konstatere, at man fortsat arbejdede på at udbedre de mange skader, som Bellahøjmarken har lidt. Og kigger man på det store græstæppe, så er det ikke så lidt, der er tale om.

Vi mødte en frustreret forpagter af Bellahøj Camping, som i den grad føler sig svigtet og nærmest er blevet – (vi citerer og undskylder udtrykket)  – røvrendt af såvel Københavns Kommune som Copenhagen Historic Grand Prix. – Man har været tavse som graven, og jeg har ikke fået svar på akutte spørgsmål hverken på mail eller telefon, siger campingchefen Dines Mouritzen.

– Alle de regler vi er underlagt for at være her på pladsen, har man totalt overset, og resultatet er adskillige små kratere af dybe hjulspor, en masse flis, og så har man klippet i hegnet, så der er en 12 meter åbning. Alle bare har kunnet gå ind af efter behag. Som ansvarlig for mine campister, har det været yderst utilfredsstillende for mig.

– Det hele startede med, at mine gæster skulle være ude af campingpladsen torsdag kl. 16 før løbet. Det betød, at mere end 400 måtte pakke sammen og køre ud af København, for der er i forvejen ikke plads nok til campister i hovedstaden. Dermed er byen så gået glip af en pæn indtjening tillige med. Aftalen lød så på, at de kunne vende tilbage om søndagen efter kl. 20. Imidlertid blev pladsen efterladt i så dårlig stand, at der var et meget stort areal, vi ikke kunne benytte. Faktisk har det aldrig været så dårligt som i år. Jeg har direkte mistet 14 dage af driften, og jeg får ikke så meget som en krone i kompensation fra nogen af parterne. Vi havde også en helt klar aftale om terminerne på det her. Blandt andet en samarbejdsaftale med Classic Car og naturligvis en kontrakt med kommunen. Intet af det er overholdt, og det gør mig mega frustreret. Københavns Kommune har direkte pisset på mig, og deres arrogance i forbindelse med det her, har overstrålet alt i år. Jeg har været her på pladsen i 18 år. Syv år som nattevagt og 11 år som forpagter. Det her er det værste, jeg har oplevet, og jeg vil da indrømme, at jeg lige nu ikke ved, om jeg gider mere. Min indtjening er i campingsæsonen, og det kan i allerhøjeste grad mærkes på slutresultatet, at jeg er underlagt disse betingelser. Det er jo sjovt nok, at man fra kommunen lover bål og brand, hvis der sker skade på Bellahøjmarken fra min side, men at der ikke sker noget som helst i dette tilfælde.

– Jeg ved, lokale beboere har målt støj og forurening i de dage, motorløbet har fundet sted, men om der kommer noget ud af det, ved jeg ikke. Kommunen er tilsyneladende så glade for arrangementet, at man totalt lukker øjnene, slutter Dines Mouritzen.

I skrivende stund – fredag formiddag – er man stadig i fuld gang med at udbedre de mange skader på Bellahøjmarken. Billederne er taget, mens det hele stod på …

For øvrigt mener vi på netavisen, at Bellahøjmarken er fredet – ifølge Overfredningsnævnets afgørelse af 4. december 1981 i sagen om fredning af Bellahøjmarken i Københavns kommune