Talentfulde duoer hylder Gillian Welch & Joni Mitchell

paper-wings

Er man på udkig efter en aften med fed roots-musik a la den fra Coen-brødrenes ‘Oh Brother Where Art Thou’? Eller folkinspireret jazz med en af de mest talentfulde irske jazzsangerinder lige nu?

Onsdag den 7. maj kl. 20 hylder den danske duo Paper Wings den amerikanske sanger og sangskriver Gillian Welchs musik. Sangene har rødder i folk- og countrymusikken, og Paper Wings fortolker ærligt den historiefortællende americana, der især er kendt for de længselsfulde tekster om tro, håb og kærlighed.

Det er lyden af akustiske guitarer, blues-vokaler og et minimalistisk og intenst udtryk, som skal opleves live. Duoen består af de to musikere Nynne Hansen og Peter Albrechtsen; begge på guitar og vokal.

Torsdag den 8. maj kl. 20 går de to irske musikere Edel Meade & Dick Farrelly på scenen med deres betagende fortolkninger af ikonet Joni Mitchell.

Den prisvindende irske sangerinde Edel Meade høster bred anerkendelse som en af sin generations mest talentfulde musikere. Hun har optrådt både i New York og Chicago og kan kendes både på den smukke vokal og sit fængslende nærvær på scenen. Hun er blevet undervist af store navne som Bobby McFerrin, Jon Hendricks, Sheila Jordan and Norma Winstone blandt flere. Forventningerne er naturligvis store, når hendes debutplade udkommer i år, så man kan gribe chancen og høre hende allerede nu i et interessant samarbejde med den irske jazz- og blues-guitarist Dick Farrelly.

Ved hendes side på guitar finder man Dick Farrelly, søn af den kendte irske sangskriver og komponist Richard ’Dick’ Farrelly. Han begyndte allerede at spille klaver som 7-årig, og der var ellers gode udsigter til, at han skulle blive klassisk koncertpianist, da guitaren pludselig kaprede hans musikalske verdensbillede i teenageårene. Da han i slutningen af 1970’erne flyttede til London mødte han den irske jazzguitarist Louis Steward og stiftede gennem ham bekendtskab med mange af jazzscenens store navne. Dick Farrelly har således haft æren af at spille sammen med navne som Buddy Rich Bigband, Louis Bellson, Sarah Vaughan, Joe  Pass, Oscar Peterson, Lackjaw Davis and Sweets Edison, Dizzy and Toots. Og listen kunne fortsætte…

Med andre ord: Både Gillian Welchs og Joni Mitchells sange er i gode hænder til disse to kommende koncerter i Kulturhuset Pilegården!

Billetter koster 80 kr. i forbindelse med begge koncerterne og kan købes enten i døren eller ved forsalg via Kulturhuset Pilegårdens hjemmeside www.pilegaarden.kk.dk. Begge koncerter er arrangeret af den lokale musikforening Music House Brønshøj og medlemmer af foreningen får naturligvis refunderet ..