Ups - en ordentlig en på kassen til Stadion mod FIF ..

15628877_1263993423670915_421059145_o

Samtidig med at FIF ramte dagen, fungerede stort set intet hos Stadion, der var ramt af nerver

Foto: Christian Christensen

Det ultimative topbrag mellem de to ubesejrede mandskaber med maksimumpoint i 2. division IF Stadion-FIF fik et lidt uventet udfald, idet gæsterne nærmest udklassede hjemmeholdet med hele 30-16 i Bellahøjhallen og dermed rykkede fri som alene etter efter første halvdel af sæsonen. Mange havde indfundet sig for at se en jævnbyrdig og spændende kamp mellem de to suveræne hold, men sådan blev det altså ikke. FIF var simpelthen et niveau højere i det opgør, hvor slet intet lykkedes for Stadion. Faktisk kom hjemmeholdet aldrig i gang med det spil, der ellers har givet alle sejrene.

Begge mandskaber fulgtes ellers pænt af til 8-8 i første halvleg, men så trak FIF fra og gik til pausen med en føring på 13-9. Gæsterne lå højt på Michael Jensen, som det meste af kampen nærmest blev stækket. Det slog lidt af spillet i stykker hos Stadion. Men største problem i topopgøret var nok, at de fleste af spillerne var ramt af nerver. Man tabte bolden unødvendigt og spillede meget usikkert.

Til gengæld må man sige, at FIF med 10 spillere på holdet, som sidste år spillede i 1. division ramte dagen. De straffede hjemmeholdet, hver gang der blev begået fejl og var effektive.

15631154_1263993293670928_1241224305_o

Kampen havde trukket fulde huse i Bellahøjhallen denne lørdag eftermiddag. Pænt fordelt mellem de to lejre.

Efter pausen hørte man naturligt nok ikke meget til hjemmepublikum. I omklædningsrummet efter ydmygelsen var der også bum stille. Alle var mere eller mindre i chok og dybt skuffet.

Men her må vi så lige minde om, at denne halvsæson har været en af de flotteste måske i hele klubbens historie, så et knockout nederlag må alle kunne leve med. Mest ærgerligt er nok, at juleafslutningen er lagt til om aftenen, og der kan det jo godt være, stemningen er en anelse trykket. Vi mener dog, der er alt mulig grund til at tage hatten af for en super flot halvsæson. Det spillerne har præsteret har bare været fantastisk ! Tænk på det, når der stemmes om 2700-Sportsprisen 2016 …

Næste gang Stadion skal i kamp bliver lørdag den 7. januar kl. 17.10 mod Føroyar. Den spilles i Bellahøjhallen, da den nye hal først er færdig den 20. januar. Lørdag den 21. januar indvies EnergiCenter Voldparken Hallen i en kamp mod Rødovre. Men mere om det til den tid.