Den gamle mesterbokser i Bystævneparken

I en årrække boede den tidligere sølvvinder fra Europamesterskaberne i amatørboksning og senere professionelle bokser Preben Rasmussen på Gavlhusvej i Tingbjerg. Løbeture i mosen var en del af hans træning.

Nu hedder Preben Rasmussen Ruddy Scharling, ( som i virkeligheden er hans to mellemnavne). Det skyldes simpelthen, at han gerne ville være lidt mere privat, da han sluttede med sporten i sin tid.

I dag bor den tidligere bokser på et plejehjem i Bystævneparken, og han har det godt. Ruddy Scharling  er blevet 78 år. Men som gammel boksefan vil vi altså stadig i artiklen kalde ham for Preben Rasmussen !

Netavisens udsendte har besøgt ham ind i mellem, og den lune humor har han stadig.

– Jeg husker da godt tiden i Tingbjerg, hvor jeg boede i en dejlig lejlighed. Ja faktisk nåede jeg at både at bo på Gavlhusvej og Langhusvej. Omgivelserne med blandt andet mosen var perfekt at træne i, fortæller han.

     2

             Et glædeligt gensyn efter 40 – 43 år – netavisens udsendte sammen med den gamle bokser

Selvom håret et blevet nærmest hvidt, vil man altid kunne kende den tidligere viceeuropamester. Ansigtet har ikke gennemgået de store forandringer, og smilet er det samme. – Jeg interesserer mig ikke mere for boksning, fortsatte Preben, – den tid er og bliver et overstået kapitel. Men det er da altid rart at tænke tilbage på alle de oplevelser, jeg trods alt havde. Både store kampe og rejser til flere lande.

Den tidligere pølsemager havde en lang og flot karriere i ringen. 

Som amatør boksede Preben Rasmussen for bokseklubben CIK. Han vandt københavnsmesterskabet i letvægt i 1961 og i letweltervægt 196365 og det danske mesterskab i letweltervægt i 1963. Samme år fik han sølv ved de nordiske mesterskaber i samme vægtklasse. Han vandt atter DM i 1964 og blev samme år udtaget til at repræsentere Danmark under de Olympiske Lege i Tokyo. Ved OL mødte Rasmussen i turneringens første runde den afrikanske mester, ghaneseren Eddie Blay, der besejrede Rasmussen med dommerstemmerne 5-0. Blay vandt bronze ved turneringen og besejrede efterfølgende som professionel bl.a. danskerne Jørgen Hansen og Christian Larsen.

ra                 ra2                   

Efter OL skiftede Preben Rasmussen i 1965 til IF Sparta, og vandt samme år DM og blev udtaget til EM i amatørboksning i Østberlin. Ved EM nåede han finalen, hvor han dog tabte til den olympiske mester polakken Jerzy Kulej, og måtte nøjes med en sølvmedalje. Senere på året vandt Rasmussen det nordiske mesterskab.

                                                                   Professionel debut i 1965

                                                               ra3

Preben Rasmussen vandt i sin professionelle debut på point over franskmanden Michel Bisseux i en kamp, der fandt sted den 16. juni 1965 ved et stævne i KB Hallen. Han vandt sine første 6 kampe inden han den 3. februar1966 mødte tuneseren Sion Lellouche, der kom til kampen med kun to tidligere nederlag i sine forudgående 13 kampe. Lellouche overlistede Rasmussen med en hurtig højre til kæben allerede i 1. omgang, der sendte Preben Rasumussen til tælling. Han kom op på 8, men blev talt ud af kamplederen 90 sekunder inde i kampen. Preben Rasmussen fik dog karrieren på ret køl igen, og blev noteret for en stribe sejre i den resterende del af 1966.

Den 2. februar 1967 mødte Rasmussen italieneren Francesco Caruso, der godt et år tidligere havde givet Børge Krogh problemer, og som forinden havde gået 10 omgange med den kommende verdensmester Bruno Arcari. Preben Rasmussen beviste, at han havde udviklet sig som bokser, og dominerede kampen, som han vandt på point, og høstede stort bifald fra publikum. Senere på året besejrede han den tidligere franske mester og EM-udfordrer Leon Zadourian, der også tidligere havde tabt til Børge Krogh, ligesom han stoppede landsmanden Leif Schmücker. Den 7. marts 1968 mødte Rasmussen den tidligere europamester finnen Olli Maeki og opnåede uafgjort. Preben Rasmussen jagtede en titelkamp mod Pedro Carrasco, der året forinden havde taget titlen fra Børge Krogh, men trods en stribe sejre rykkede karrieren ikke afgørende. Den 2. maj 1968 mødte Rasmussen nordmanden Tore Magnussen, der ligeledes jagtede en EM-kamp. Preben Rasmussen var i gulvet i 1. omgang, og tog stående tælling i 7., men fik skrabet en pointsejr sammen efter 8 omgange. 

I en forkamp til Tom Bogs’ EM-kamp mod Lothar Stengel den 12.september 1968 i Idrætsparken i København tabte Preben Rasmussen til den nord-irske bokser Jim ”Spike” McCormack, der tidligere samme år havde vundet over Børge Krogh, da denne ikke kunne fortsætte på grund af en skade. Preben Rasmussen vandt efterfølgende 3 kampe uden at imponere, og mødte herefter den 6. marts 1969 englænderen Peter Quinn, der slog Preben Rasmussen ud i 2. omgang af det, der blev han sidste kamp.

Preben Rasmussen opnåede som professionel 33 kampe, hvoraf han vandt de 29 (3 før tid), tabte 3 (2 før tid) og fik én uafgjort