Derfor er der ikke mere en pølsevogn på Brønshøj Torv

Mange har utvivlsomt gået og undret sig lidt over, hvorfor der ikke mere er en pølsevogn på Brønshøj Torv. Den forsvandt lige pludselig efter at have været der i en længere periode. Men der er en forklaring på tingene.

En bande unge mennesker chikanerede og provokerede “pølsedamen” så meget, at hun til sidst valgte af give op. I cirka to et halvt år havde hun haft sin pølsevogn på torvet, og den havde været midtpunktet for mange mennesker, men presset blev for stort, og så sluttede det kapitel.

Netavisen har haft en snak med “pølsedamen”, som ønsker at være helt anonym af frygt for repressalier. Hun er flyttet langt væk fra Brønshøj, som hun ellers elskede overalt på jorden.

Et hyggeligt syn man desværre ikke får lov at opleve mere på Brønshøj Torv, og skulle der komme en efterfølger, så må vedkommende allerede nu, være klar over, hvad der venter ..  

– Lad mig slå fast med det samme, at den tid på Brønshøj Torv var et særligt kapitel i min tilværelse. Ja altså lige indtil chikanerierne blev for voldsomme, fortæller “pølsedamen” indledningsvis. – Når jeg stod alene i pølsevognen kom denne drengebande forbi og råbte alverdens sjofelheder til mig. De ville blandt andet have, at jeg skulle erstatte svinekødet med halalkød – og at jeg kunne proppe grisene op et vis sted ! De råbte også om, hvor mange penge, jeg mon havde i kassen. Nu er det ikke sådan, at jeg ikke kan stå for noget, men det greb desværre om sig, og til sidst følte jeg mig nærmest truet og turde ikke fortsætte. De smed kanonslag ind under pølsevognen og startede motoren, og sådan blev det ved. Jeg fatter ikke, det er kommet så vidt, men anderledes må jeg jo så også bare konstatere, at løbet er kørt med hensyn til den uheldige udvikling i samfundet. Det er blevet værre og værre, og nu er det for sent at gøre noget ved det.

Helt ærligt så gør det mig ondt, at det skulle ende sådan, for min pølsevogn udviklede sig nemlig til at blive et samlingssted for blandt andet ensomme, som der er mange af i Brønshøj. Flere fandt hinanden her, og der blev knyttet nye ven- og bekendtskaber. Jeg vil faktisk kalde det for vores “lille borgersted”. Det havde en mission, som jeg bestemt ikke havde drømt om. Vi fik tilmed en meget sjælden tilladelse til at sætte et par borde og stole op omkring pølsevognen. Så det var en helt lille hyggeklub.

Men jeg observerede også flere uheldige ting, når jeg stod i vognen. For eksempel så jeg en dag en ældre mand komme ud fra toilettet på torvet, og da de unge fik øje på ham, begyndte de at kaste sten efter ham. Det var rystende. Sten var dog ikke deres eneste kasteskyts. De der gaspatroner, de render og indhalere blev også brugt som kasteskyts.

Jeg tror ikke, jeg var ene om at blive chikaneret. Spørg blot på biblioteket eller i de supermarkeder, der ligger her omkring.

Så nu er vi som sagt flyttet langt væk fra Brønshøj, og min øvrige familie er på vej til at gøre det samme. Bittert at skulle forlade den bydel, man altid har elsket, og så på grund af de lovløse lømler, der tilsyneladende ikke har fået opdragelse af nogen art. Brønshøj og Husum bliver aldrig nogensinde det samme igen.

Jeg vil gerne gennem netavisen sende en hilsen til alle, som kom hos mig på torvet, og som har tilbragt mange timer her. Det er frygteligt trist, at det skulle ende sådan. På en måde føler jeg, at jeg har svigtet alle de ældre damer og mænd og forældre med børn, der kom hos mig og fortalte historier. Det var bare så fantastisk hyggeligt. Men jeg måtte give op – desværre – og jeg er dybt rystet over, at alle de her ting i samfundet får lov til at udvikle sig sådan – uden politikerne har gjort det, der skal til. Men der er jo ingen, der tør, og derfor går det, som det går, slutter “pølsedamen” fra Brønshøj Torv.

18 april 19