Endnu en læge rykker sin praksis til Tingbjerg

Nu rykker endnu en alment praktiserende læge sin praksis til bydelen Tingbjerg. Lægen har tidligere praktiseret på Østerbro. Dermed er bydelen dækket godt ind, når det gælder de ca. 6000 beboeres behov for lægehjælp. Sådan har det ikke altid været.

På billedet ses byudviklingschef for boligselskaberne fsb og SAB i Tingbjerg, Lene Vennits, og læge Joen Steendahl, der indvier den nye praksis (uden snor).

Fra 2015 til 2018 stod bydelen uden læge. Ingen ville købe områdets eneste praksis, der blev ledig i 2015, da lægen gik på pension. Men så i 2018 tog to praktiserende læger bolden op og rykkede til Tingberg. Og nu rykker den tredje læge altså ind.

Boligselskabet fsb har istandsat en bygning til formålet, så den også kan rumme andre sundhedsinstanser. Det kan være dele af kommunens nære sundhedsvæsen, f.eks. når det gælder diabetes, demens og unges sundhed.

Et område i stærk udvikling

Flere lægepraksisser er en af de mange ting, der sker i Tingbjerg i de her år, hvor en stor byudviklingsplan rulles ud i et samarbejde mellem boligorganisationer fsb og SAB, Københavns Kommune og ejendomsudviklingsselskabet NREP.

Det betyder bl.a., at der skal bygges 1000 nye private boliger. Allerede nu er der bygget og udlejet 32 private boliger på Bytorvet, yderligere 130 private udlejningsboliger er på vej på Store Torv, og til sommer er otte prøverækkehuse klar til indflytning og vil snart blive sat til salg. Samtidig har nye butikker fundet vej til området, der også er blevet beriget med et unikt og prisbelønnet kulturhus og bibliotek tegnet af COBE arkitekter.

– Noget så fundamentalt som adgang til en læge i overskuelig afstand er helt klart vigtigt for de nuværende beboere, men lige så væsentligt er det for de mange, der flytter til Tingbjerg i de kommende år. Lægerne er – sammen med alt det andet der sker – med til at løfte Tingbjerg, der stadig betegnes som et udsat boligområde, siger Lene Vennits, der er byudviklingschef for Tingbjerg (fsb og SAB).

Godt for beboerne og for samfundsøkonomien

Det er ikke kun godt for beboerne og områdets udvikling, men også for samfundsøkonomien, at der rykker læger til Tingbjerg. Udsatte boligområder har traditionelt sværere ved at rekruttere praktiserende læger.

Til det siger professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg:

– Der er flest syge i udsatte boligområder, og mange alvorlige sygdomme udvikler sig, fordi folk kommer for sent til lægen. Hvis der ikke er en læge i nærheden, øger det risikoen for, at man venter med at søge hjælp. Og det er langt dyrere for samfundet og værre for den enkelte at være i behandling for de alvorlige følgesygdomme, der er til fx diabetes og KOL, sygdomme som er klart overrepræsenteret i de udsatte boligområder.