Gråkragen - En del af den danske folkesjæl - Ugens Fugl i netavisen
Af Danmarks ca. 200 ynglende fuglearter er gråkragen blandt de arter, der har sat sig i os ligesom f.eks. vibe og knopsvane. Gråkragen har dog en noget lavere status og trækkes ofte frem som en metafor for uheldige egenskaber. En sjusket håndskrift beskrives således som kragetær, og hvis man bor langt ude for byerne, taler man om der, hvor kragerne vender.
Undtagelsen er dog H.C Andersens historie om Klodshans, der jo møder op på slottet som frier med en død krage i lommen. Han endte som bekendt med at vinde den smukke prinsesses hjerte og det halve kongerige. Gråkragen er meget udbredt over hele landet og er en de mest omstillingsparate fugle vi har. Her i Husum og Brønshøj ses den overalt både i Utterslev mose men også i villaområder og parker. Man ser den ofte på græsplæner, lige efter græsset er blevet slået. Her får den den sig et nemt måltid ved at æde de insekter, der er blevet klippet over af plæneklipperen Den er stort set altædende lige fra bær til ådsler, og den bygger rede i både byrum og det åbne land. Gråkragen får et kuld unger om året, og der kommer typisk 4 unger på vingerne. De voksne fugle forsvarer frygtløst reden mod fjender. Selv havørne jages på flugt, hvis de kommer for nær på reden. Modstanden fra de voksne fugle er så massiv, at det ikke står i forhold til byttet i reden. Gråkrager har ligesom andre kragefugle mange kaldelyde, der betyder noget forskelligt. På den måde kan de advare hinanden, hvis der skulle opstå faretruende situationer.
Danske gråkrager er standfugle og står dermed vinteren igennem sammen med os. Sten Stensen Blicher skriver i digtet – Det er hvidt herude – Kragen spanker om med skaden højt på rygningen af laden, skeler til det tamme kræ. Gråkragen er på ingen måde truet af udryddelse, og bestanden er gået frem, især efter at det blev forbudt at lægge gift ud for at regulere bestanden. Kragen udgør ikke i sig selv noget problem, men den er kendt for at plyndre reder fra fugle, der er populære blandt jægere. Vi mennesker skal ikke blande os for meget. Naturen regulerer sig selv på en måde der gør at er plads til alle.