I dag er det definitivt slut med Nutids Bo i Brønshøj

I dag lørdag slutter et langt kapitel på Frederikssundsvej 125 B i Brønshøj. Anders Langstrup siger farvel og tak for mange gode år og lukker den møbelforretning, hans far startede for over 41 år siden.

– Det er naturligvis mærkeligt, at det slutter nu, men på en måde glæder jeg mig over at blive lettet for det store pres, det trods alt har været ind i mellem, fortæller Anders Langstrup til netavisen. – Jeg har jo kørt det alene, og det har trukket tænder ud. Men kontakten med kunderne har holdt mig i gang, og jeg har valgt kun at tænke på de gode oplevelser i butikken gennem årene. En af grundene til at jeg stopper er også, at mit helbred har været skræntende. Allerede i efteråret meldte jeg ud, at Nutids Bo’s dage så småt var talte, og på lørdag er det så definitivt slut. Men som sagt tidligere, har jeg fået mange venner og gode kunder, som jeg naturligvis vil komme til at savne.

 

Og selvom jeg har været meget alene, så er det alligevel en sandhed med modifikationer. Der er nemlig ikke gået en dag, uden jeg har haft besøg. Så der har været gang i kaffemaskinen. Ofte er vennerne kommet forbi med brød til kaffen, og det har været hyggeligt. Til og med i dag lørdag kan man komme forbi og gøre en god handel, men det er altså også sidste chance, slutter Anders Langstrup og tilføjer – jeg vil gerne endnu engang sige tak til alle dem, der er kommet i butikken. Det er jo blevet til nogle stykker med årene, og det har glædet mig hver gang.