Australsk-irske bluestoner tirsdag efter påske

Der venter publikum en musikoplevelse af de sjældne på vores breddegrader tirsdag den 23. april kl. 20 i Kulturhuset Pilegården. Her forener en australsk/irsk duo folkemusik, roots, gospel og blues med et solidt strejf af svundne tider.

Duoen Hat Fitz & Cara består af den australske guitarist, sanger og sangskriver Darren Fitzpatrick, alias Hat Fitz, og Cara Robinson fra Bangor i Nordirland, der synger og spiller trommer, vaskebræt, fløjte og diverse percussion, ligesom hun fungerer som sangskriver. De to musikere mødtes på en irsk musikfestival i 2008 og er nu gift og bosiddende i Australien.

I et setup med guitar og trommer som de dominerende instrumenter får musikken et udtryk, der lægger sig tæt op af den hill country blues, der spilles i det nordlige Mississippi, og hvis største eksponenter har været R.L. Burnside, Junior Kimbrough, Mississippi Fred McDowell og Jessie Mae Hemphill. Det er en rå og intens musikform, som Hat Fitz & Cara mestrer til perfektion.

Hat Fitz’ vokal er rå og raspende og han skifter mellem elektrisk og resonator-guitar – indimellem spillet med bottleneck. Caras trommespil er varieret, medrivende og understøtter sangene uden nogensinde at stjæle unødvendigt fokus. Hendes vokalpræstationer udviser til tider Bonnie Raitt-kvaliteter i sin glød og timing og imponerer med sin soulfulde stemmekraft og fraseringerne.

Ind imellem numrene underholder begge musikere med små fortællinger om sangenes oprindelse og underholdende anekdoter.

Koncerten er arrangeret af Music House Brønshøj.  Billetter fås på pilegaarden.kk.dk