Børnehuset Gemmet i Utterslev fejrer 100 års jubilæum

Fredag den 1. september kan Børnehuset Gemmet fejre 100 års jubilæum. Utallige nuværende og tidligere Brønshøjborgere har trådt deres barnesko i Menighedsbørnehaven Gemmet.

Gemmets historie startede allerede i 1870, da Lÿtken-familien oprettede et privat asyl for sognets fattige børn på den daværende Bellahøjgård. I 1923 blev asylet overdraget til Brønshøj Sogns menighedsråd, og i 1934 blev grundstenen lagt til den nuværende bygning på Gemmet 10, hvor Brønshøj Menighedsbørnehave, nu Børnehuset Gemmet, ligger den dag i dag.
– Vi har bevaret forbindelsen til Brønshøj Kirke, fortæller Merete Grave, leder af Børnehuset Gemmet. – Menighedsrådet har stadig repræsentanter i vores bestyrelse. – Vi holder altid julegudstjeneste i kirken – og hvert år, inden de store børn skal i skole, låner vi præstegårdshaven til særlige aktiviteter med børnene.
Menighedsrådets repræsentanter har til tider haft stor betydning for børnehavens linje.
– Vi arbejder på at være et sted, hvor der er plads til alle og hvor vi anerkender andre mennesker for det, de er. Et sted, hvor tro er tilladt og hvor man gerne må tale om tro, slutter Merete Grave.
Jubilæet fejres med reception fredag den 1. september fra kl. 13.00 – 15.00, og alle er velkomne.