Brønshøj stadig uden sejr - men flot uafgjort ude mod topholdet Greve

Igen lige ved og næsten for de sortgule. Den vanskelige opgave fredag eftermiddag ude mod topholdet Greve sluttede uafgjort 1-1 efter BB-føring 1-0 ved pausen.

                                         

I de første 45 minutter var det meget svært at se, hvem af de to mandskaber, der er tophold. Brønshøj spillede bedst, og de gode takter resulterede i et mål efter 26 minutter, da Martin Jensen scorede. Det var netop i en periode, hvor det kørte pænt for hvepsene. Føringen holdt halvlegen ud.

Efter pausen kom Greve så styrtende med 90 km i timen, og det lå ligesom i luften, at det ville blive svært for BB at holde føringen. Det lykkedes heller ikke – Greve fik udlignet efter 63 minutter, og 1-1 skulle senere vise sig at blive kampens resultat.

Men god indsats af BB. Mon ikke forårets første tre point ligger og venter i næste kamp på lørdag i Tingbjerg, hvor Herstedøster kommer på besøg. Der fløjtes op kl. 14.00.

netavisen fredag den 13. maj kl. 15.50