Brønshøj vandt for femte gang i træk og er nu kun 2 point fra førstepladsen !

Ikke nok med at Brønshøj vandt sin femte sejr i træk – førerholdet Sundby tabte overraskende til Hørsholm-Usserød, og det betyder, at BB nu kun et to point efter amagerkanerne. Det bliver da mere og mere spændende. 

Vi må igen klappe af BB’s fantastiske supportere, som endnu engang havde taget turen på en af udebanerne – og atter formåede at støtte spillerne til en sejr. De sortgule vandt kampen mod et ikke ueffent hjemmehold med 2-0 efter 0-0 ved pausen. Ali Shah bragte umiddelbart efter pausen BB foran 1-0 efter en aflevering fra Marcus Porsgrunn. Den stilling holdt til den 71. minut, hvor Benjamin Riisgaard øgede til 2-0 og dermed slog den endelige sejr fast.

Vi fristes til hver gang at skrive – DET MÅ IKKE GLIPPE, og det står mere og mere fast nu, hvor Brønshøj har vundet fem kampe i træk – og der kun mangler tre spillerunder. Puuh ha – det bliver hårdt.

BB skal møde Skjold på Tingbjerg Ground fredag aften den 31. maj kl. 18.30, og det burde være en overkommelig opgave, eftersom seneste kamp på Østerbro sluttede med en 5-0 sejr til hvepsene.

Men så kommer gyserafslutningen – lørdag den 8. juni ude mod Glostrup – og efterfølgende lørdag den 15. juni hjemme på Tingbjerg Ground mod altid farlige Frederikssund. Nu ved vi jo ikke, om Sundby bevarer sin førsteplads, hvis de vinder deres næste kampe, så vi har to ønskescenarier. At BB vinder rækken og rykker direkte op i 3. division, hvilket naturligvis er det optimale – eller at holdet beholder den andenplads, som giver en playoff kamp mod et hold fra vest.

Spændende bliver det under alle omstændigheder – men KÆMPE ros til BB’s spillere, som gør det fantastisk.