Brønshøj vandt pligtsejr i Næstved og tre vigtige point

For første gang i historien spillede Brønshøj fredag aften turneringskamp mod Næstveds 2. hold på udebane i det sydsjællandske. Og lad os slå fast med det samme, det blev ikke nogen særlig spillemæssig oplevelse. Men pyt med det – Brønshøj vandt 1-0 og sikrede sig dermed endnu tre vigtige point.

                                                     

Det stod 0-0 ved pausen, men i anden halvleg lykkedes det for Tarik Mourhrib at score kampens enlige mål til 1-0. Den sidste del af kampen fik hjemmeholdet lov til for meget, men heldigvis uden at få sat nogen afgørende ind. Næstved ligger på sidstepladsen uden point efter fire kampe, så det er ikke ligefrem champagnepropperne ryger i aften. Men igen – de tre point er nok til, at BB atter er på førstepladsen i Danmarksseriens pulje 1 – og så er alt andet lige gyldigt.

På tirsdag aften er der pokalkamp på Tingbjerg Ground, hvor B.93 kommer på besøg. Den kamp bør trække mange tilskuere til, og meteorologerne lover godt vejr. Der fløjtes op kl. 18.30.

Lørdag den 9. september kl. 14 kommer AB Tårnby på besøg i Danmarksserien. Det kan godt blive svært, men mon ikke aftenens sejr trods alt har givet BB troen på en ny sejr ?!

 

Sådan skriver BB selv om kampen. Tekst: Christian Haslund / foto: Thomas Løser

 

Fight i Næver

Fredag aften gik turen til Næverly Hills, hvor vi kom tilbage på sejrssporet med en hårdt tilkæmpet 0-1 sejr, ude mod Næstved IF, på mål af Tarik Mourhrib.

Festim Mustafi hyldes efter sin scoring, som senere skulle vise sig at være BB’s sejrsmål

Vi fik dog ikke den start, som vi havde håbet på. For efter otte minutters spil satte Oskar Tranberg sig i græsset med hvad der lignede en forstrækning i lysken. Kort efter blev Tranberg erstattet af unge Philip Nyholm, der blev bedre og bedre som kampen skred fem.

Den første tredjedel af kampen var en meget chancefattig en af slagsen. Det skal også siges, at bolden nogle gange levede sit eget liv på kunstbanen – også kendt som Emerson Arena.

I det 13. minut havde Tarik en forkølet afslutning, mens Næstveds første forsøg kom lidt over halvvejs i 1. halvleg. Værterne havde fået et indirekte frispark i udkanten af feltet, da Lucas Chang-Andersen havde samlet en tilbagelægning op. Men afslutningen var aldrig i nærheden af målet

Fire eller fem minutter senere forsøgte Tarik sig på ny – denne gang med en halvflugter. Men han fik sendt kuglen over kassen.

Masser af chancer

I 1. halvlegs sidste fem minutter begyndte chancerne endelig at komme. Men det var værterne, som var tættest på først. Victor Koch fik næsten en friløber, men Chang kom godt ud. Herefter fulgte fire store chancer til os.

Først var det Rasmus Suhr, der headede på mål. Men stærke fingerspidser af Næstved-keeperen forhindrede os i at komme foran. Så var det Tariks tur, men en flot redning af målmanden, der fik slået bolden over mål. Næste forsøg kom fra Philip, men her sad hovedstødet i handskerne på Mohammad Hassan. Og lige inden pausefløjt blev Pierre Kanstrups hovedstød nappet.

Man kunne godt frygte endnu en stor målmandspræstation, som den Sundbys keeper leverede runden før.

Forløsning

Vi havde domineret i 1. halvleg og fortsatte dominansen i 2. halvleg. Blot syv minutter inde i halvlegen var vi utrolig tæt på at komme foran. Aleksandar Lazarevic forsøgte at dreje bolden over i det lange hjørne, men måtte se bolden tage indersiden af stolpen.

Her scorer Festim Mustafi Brønshøjs enlige mål til 1-0

Men ti minutter senere kom det forløsende mål. Aleks erobrede bolden og spillede den over til Festim Mustafi. Festim slog en fantastisk aflevering i dybden til Tarik, der iskoldt bragte os foran 0-1 til stor jubel for de mange hvepsefans på siden. De skabte i øvrigt en fantastisk stemning og det var måske dem, der gjorde, at myggene i stedet for tog for sig af retterne over ved trænerne på den modsatte side.

Under pres

Efter scoringen trak vi os længere tilbage på banen og overlod spillet til Næstved. Men på trods af mange indlæg forsvarede vi os bravt og fik gang på gang sendt bolden væk.

Der blev i den grad fightede igennem og alle spillerne ydede en kæmpeindsats.

Med et satsende Næstved-hold opstod der selvfølgelig kontramuligheder. Både Mads Walter og Rasmus Suhr havde nogle fine forsøg, men begge gange var keeperen det rigtige sted.

Lige inden slutfløjt blev Næstved måske snydt for straffespark. En Næstved-spiller faldt i feltet – måske ved hjælp af en hveps. Kilder tæt på situationen siger, at der godt kunne være dømt straffespark, men faktum er, at dommerens fløjte forblev tavs.

Og efter 6-7 minutters neglebideri hos hvepsene fløjtede dommeren af og jublen kunne bryde løs.

To hjemmekampe venter

Der er dog ikke tid til at hvile på laurbærrene, for allerede tirsdag skal hvepsene i aktion igen.

Her gælder det nemlig B.93 fra NordicBet Liga i 2. runde af Oddset Pokalen, når opgøret mellem to traditionsrige klubber spilles den 5. september kl. 18.30 på Tingbjerg Ground. En kamp, hvor der helt sikkert vil blive givet og taget både på og uden for banen.

Fire dage senere – den 9. september kl. 14 – gælder det AB Tårnby på Tingbjerg Ground, hvor førstepladsen i DS-puljen skal forsvares.