Brønshøj viste gode takter og slog Karlslunde i årets første træningskamp
Det var da en behagelig oplevelse at se Brønshøjs “nye” mandskab i kamp lørdag eftermiddag på Tingbjerg Anlægget mod 3. divisionsholdet fra Karlslunde. Hjemmeholdet vandt en fortjent sejr på 3-2 efter 0-1 ved pausen.
BB virkede især efter pausen skarpe. I første halvleg blev der brændt en del store chancer, og gæsterne kom foran efter 32 minutter. 0-1 holdt til tepausen.
De sidste 45 minutter kom hjemmeholdet for alvor i gang. Efter bare et par minutter udlignede Mathias Veltz på et glimrende oplæg fra Rasmus Suhr. I pausen havde BB skiftet Mathias Gravesen og Jeppe Orbe ud, og ind kom Frederik Rej-Rosenqvist og Mathias Veltz. Det var igen Karlslunde, som bragte sig i spidsen, men det varede ikke længe, før Rasmus Suhr havde udlignet på straffe. Så stod det 2-2 ! Men Rasmus Suhr var ikke færdig endnu, og han bragte Brønshøj foran 3-2 omkring 20 minutter før tid, og den stilling holdt kampen ud.
Dermed har BB fået en god start på forårets træningskampe. Og på næste lørdag er der igen kamp på Tingbjerg, når Ringsted kommer på besøg. Her fløjtes der op kl. 12.00.
netavisen lørdag den 22. januar kl. 15.30